Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Guide: Her finder du Malmøs bedste julehygge

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Der er skruet op for julehyggen på Lilla Torg i Malmø. Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Der er skruet op for julehyggen på Lilla Torg i Malmø. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Der er ikke langt fra København til Sveriges tredjestørste by, og lige nu er der skruet helt op for julehyggen i Malmø.

MigogKbh har været en tur på den anden side af sundet, og vi kan anbefale dig at gøre det samme, hvis du trænger til en lille getaway og masser af julestemning.

Her viser vi vej til Malmøs bedste julehygge, der byder på alt fra søde julesager og gløgg til julekoncerter og en farvestrålende lysfestival.

Lysfestivalen Lumagica i Malmø. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Farvestrålende lys i vintermørket

Årets helt store juleattraktion i Malmø er lysfestivalen Lumagica, som lige nu lyser Slottsparken op efter mørkets frembrud.

Et stort område af parken, som ligger centralt i byen, er indhegnet, og mellem træer og buske snor sig en 1,2 km lang rute med stribevis af lysinstallationer undervejs.

Man møder blandt andet en stor, lysende elg og en flok pingviner, lige som man kommer igennem en hjerteformet tunnel, inden man står foran en påfugl, der sammen med sine omgivelser stråler i et væld af farver i takt med musikken.

Lumagica er især sjov for børn, men mange voksne nyder også den lysende gåtur.

Undervejs på ruten er der steder, hvor man kan varme sig på julegodter som gløgg, vafler og varm kakao.

Vær opmærksom på, at du skal købe billet i forsalg og samtidig vælge indgangstidspunkt, da dette sikrer, at der ikke opstår kø på ruten.

Læs mere og køb billet på lumagica.se.

Har du ungerne med, kan I desuden kigge forbi Folkets Park sidst på eftermiddagen, når mørket sænker sig over Malmø.

Her er også pyntet op i anledning af julen, og man kan både stå på skøjter og se, om man kan finde vej gennem en is-labyrint. Der er gratis adgang til folkets park.

Bon Ton Goods i Malmø. Foto: PR

Tag julen med hjem

Vil du have lidt af julestemningen med hjem fra Malmø, så søg mod adressen Kalendegatan 26, hvor du finder nyåbnede Bon Ton Goods.

Den lille forretning med både nye varer og vintage-fund til boligen ligger tæt på Malmøs gågade og er et godt alternativ til kædebutikkerne, og det er svært at komme herfra uden at være blevet lidt pynt til træet rigere og nogle mønter fattigere.

Er det smagen af jul, du vil have med hjem, skal du sætte kurs mod Malmö Saluhall, som er byens torvehal.

Malmö Saluhall. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Saluhallen ligger lidt væk fra gågaden, men kun 10 minutters gang fra Malmö Centralstation, og her er tale om et sandt madmekka.

Køb blandt andet æblegløgg på flaske hos Clemens Kött & Husman og fyldte chokolader hos Chocolatte, og glem så ikke at spise frokost hos en af hallens stadeholdere – prøv eksempelvis den gode fiskesuppe hos Söderholmens Fisk med et glas hvidvin eller mousserende æblemost.

Safranboller – et must i Malmø

Spørger du undertegnede, får København ikke et ben til jorden, når det gælder julens bagværk, og derfor bør du ikke forlade Malmø uden at have smagt minimum én julebolle.

Det kan for eksempel ske hos St. Jakobs Stenugnbageri, som findes i både Malmö Saluhall, gågaden og ved Malmö Centralstation.

I Sverige er safran lig med smagen af jul – og halleluja for det!

St. Jakobs Stenugnsbageri i Malmö Saluhall. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Der er boller og kager med det hundedyre krydderi her, der og alle vegne hos vores svenske naboer, mens det i København kun er Juno, der har opdaget, hvor fantastisk det smager, når dejen får et skud safran inden bagning.

Og når nu vi taler om Juno, så har MigogKbh faktisk fundet Malmøs svar på selvsamme.

I et kælderlokale tæt på Trianglen finder du et lille bageri ved navn Leve, og det er her de bager Malmøs allerbedste juleboller.

Sortimentet tæller blandt andet en kringleudgave med mandelfyld og -drys samt en donut-lignende herlighed fyldt med multebærsyltetøj og vaniljecreme.

Jul på menuen

Når der skal jul på gaflen til enten frokost eller middag i Malmø, kan man gå ombord i det, som svenskerne kalder “julbord”. Det er et udvalg af juleretter som sild, gravad laks og Janssons fristelse.

På restaurant Johan P, der ligger i Malmøs hyggelige, gamle bydel, topper de julbordet med et overdådigt skaldyrsfad, og det er et hit hos såvel de lokale som byens gæster.

Julemad på restaurant Marie Antoinette i Malmø. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

På restaurant Marie Antoinette har de om aftenen en moderne julemenu, der i den grad er værd at kaste sig ud i – men den kræver en særdeles god appetit.

Julemenuen serveres til deling ved bordet, og her får du blandt andet oksetatar, vildsvinemedister, hjortemørbrad og tærte med den svenske ost Västerbotten, inden desserten bestående af sticky toffee-budding med julekrydret is og karamelsauce kommer på bordet.

Julemusik og slentretur

Glem ikke at slentre en tur gennem de små, brostensbelagte gader i Gamla Staden, som er Malmøs gamle bydel.

Her er stribevis af smukke, historiske bygninger og særligt hyggeligt ved juletid, når julelysene pynter i vinduerne.

Har du børn med, så smut forbi Gustav Adolfs Torg, når solen er gået ned, for hos dem, der kender Pippi Langstrømpe, vil det helt sikkert vække begejstring at se et stort træ fyldt med lysende julepakker.

Gustav Adolfs Torg i Malmø. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Skal din tur til Malmø krydres med julemusik, så tag et kig på programmerne for Malmö Live eller Sankt Petri Kirke hjemmefra.

Malmö Lives juleprogram byder blandt andet på julekoncerter med musikken fra “Alene Hjemme”-filmene denne december.

Sådan kommer du til Malmø

Det er nemt at komme til Malmø med enten tog eller bil.

Der findes en del parkeringshuse centralt i byen, hvor du kan parkere bilen mod betaling under dit ophold. Blandt andre Petri P-hus og P-huset Anna ligger i centrum.

Se mere på pmalmo.se.

Øresundstoget kører direkte fra Østerport, Nørreport og København H til Malmö C og Trianglen Station. Rejsetiden fra Nørreport til Malmö C er 48 minutter.

Du kan bruge dit rejsekort på turen, eller du kan købe billet i en af kioskerne eller automaterne på DSB’s stationer.

Hvis I er to voksne, der rejser sammen, kan der være penge at spare ved at købe en familiebillet – også selv om I rejser uden børn.

Der er i skrivende stund ikke krav om mundbind eller coronapas i hverken offentlig transport, butikker, restauranter eller lignende i Sverige. Du skal dog fremvise gyldigt vaccinationsbevis ved offentlige arrangementer med mere end 100 deltagere.

Du kan holde dig orienteret på Udenrigsministeriet hjemmeside inden afrejse.

Del artikel

Andre læser også