Guide: Her er 5 af de bedste caféer på Vesterbro
Hipsterrede. Sexcentrum. Jyde-outpost.
Kært barn har mange navne, og som bekendt elsker man den, man tugter.
Vesterbro er uden tvivl et af de områder, som byens borgere og besøgende elsker ubetinget.
I spændet mellem Sønder Boulevards grønne hæng-ud-park, Kødbyens pulserende liv og Enghaves rolige spadseremuligheder finder du et væld af gode caféer til morgen, middag og aften.
MigogKbh guider her til de fem bedste af slagsen.

Mad & Kaffe
På første parket ud til Sønder Boulevards grønne parkkorridor finder du caféen Mad & Kaffe.
Eller skulle vi sige ”fænomenet” Mad & Kaffe?
På få år har det ukomplicerede spisested med de mange små morgenmadsretter, fænomenale burgere og god – you guessed it – kaffe i alle afskygninger taget København med storm.
Læs også: Stor guide: Alle de nye restauranter i København du bør prøve Nu findes der også filialer på Amager og Frederiksberg, men den oprindelige Mad & Kaffe ligger her på en af Vesterbros foretrukne hang out-strækninger.
Der serveres udendørs ved et dusin borde i de varme måneder, men uanset hvornår på året du kigger forbi, skal du være klar på at vente lidt på at få plads.
Bare rolig, det er det hele værd.
Find Mad & Kaffe her.
Hvad: Mad & Kaffe
Hvor: Sønder Boulevard 68, 1720 København V

H15
Er du til en mere rå Kødby-stund, skal du parkere fixiecyklen ved H15, som i 2018 slog dørene op i den del af området, der kaldes Den Grå Kødby.
Her har man skruet helt ned for retoucherings-penslen, men helt op for ambitionerne.
I et gammelt lagerhus fra 1953 kan du boltre dig på 1.000 m2 komplet med caféteria, bar, terrasse og kulturscene.
Betonvæggene er rå, stolene er retro på ”svømmehal med bølgefritter”-måden og lige ved siden af ligger verdens største fixerum.
Er det en speciel oplevelse at indtage sin frokost med direkte kig til mennesker, der lever på kanten af samfundet? Ja.
Er det i virkeligheden det Vesterbro kan med sit møde mellem høj og lav? Et rungende ja!
Find H15 her.
Hvad: H15
Hvor: Slagtehusgade 1, 1700 København V

Prolog
Ægte kaffe-nørder skal stikke hovedet ind hos Prolog.
Her går de nemlig virkelig meget op i deres kaffe.
Som i det er nok Københavns bedste.
Kaffebaren her i Kødbyen er ikke verdens største, men til gengæld er stemningen altid god, kaffen fantastisk og du kan ofte finde en lille siddeplads udenfor.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Prolog
Hvor: Høkerboderne 16, 1712 København V

Café Dyrehaven
Café Dyrehaven er en klassiker på Vesterbro, og de kan også lidt af det hele.
Brunch, eftermiddagskaffe, øl – du finder det meste.
Læs også: Guide: 12 hyggelige restauranter og caféer i København Dyrehaven har åbent alle ugens dage og allerede fra kl. 10-11 stykker og indtil sent, men du kan næsten altid være sikker på, at støde ind i en, du kender uanset, hvornår du kommer.
Læs mere om Café Dyrehaven her.
Hvad: Café Dyrehaven
Hvor: Sønder Boulevard 72, 1720 København V

Kaffeplantagen
Hos Kaffeplantagen på Enghave Plads kan du nærmest skue udover hele pladsen.
Som en ægte Vesterbro-trone – med en latte i hånden naturligvis.
Enghave Plads er spækket med hyggelige caféer, og Kaffeplantagen er helt klart et af dem.
Ifølge den kendte kok Gorm Wisweh (fra pizzakæden Gorm’s) skulle de også lave en ganske fremragende gløgg, så prøv endelig den i juletiden.
Læs mere om Kaffeplantagen på deres hjemmeside her.
Hvad: Kaffeplantagen
Hvor: Enghave Plads 1, 1670 København V