International pandekagedag: 6 af de bedste pandekage-steder i København

Hvilken dag er årets helligste? Tænkte du på juleaften? Pinsesøndag? Dronningens fødselsdag måske? Forkert!
Svaret er naturligvis tirsdagen efter fastelavn, som er datoen for den internationale pandekagedag.
Hvis du – som os – er max fan af pandekager, der kan rulles og/eller stables, så læs med her.
Der er nemlig ingen grund til at løbe pande(kage)n mod en mur, når MigogKbh guider til 6 af hovedstadens fremmeste pandekagepoeter.

La Galette
La Galette er for pandekager, hvad Noma er for finere gastronomi: Byens mest legendariske ’go-to place’.
Fine fornemmelser er der til gengæld ikke skyggen af i Larsbjørnsstræde, hvor et stort Obelix-skilt leder dig ind til den hyggelige restaurant i baghuset.
Her kan du både få søde dessertpandekager og salte madpandekager.
Vælg frit mellem simple klassikere eller skej ud med fyld af f.eks. romflamberet banan eller røget laks med kaviar. Priser fra 35 til 125 kr.
Læs mere om La Galette her.
Hvad: La Galette
Hvor: Larsbjørnsstræde 9, Baghuset, 1454 København K

La Petanque
Et andet frankofilt pandekage-powerhouse finder du i Rømersgade tæt ved Torvehallerne.
La Petanque er specialister i de salte og glutenfri boghvedepandekager kaldet ”galettes”.
Af disse kan vi varmt anbefale nr. 37 med tilnavnet ”Mors Rullede”, der vækker franske barndomsminder med en kombi af bechamelsauce, champignon, skinke, og emmenthaler-ost.
La Petanque er også eksperter i søde pandekager, og du har ikke levet, før du har prøvet en nr. 55 med hjemmelavet karamelcreme, saltet smør og æbler.
La Petanques pandekagepriser ligger mellem 53 og 143 kr.
Læs mere her.
Hvad: La Petanque
Hvor: Rømersgade 9, 1362 København K

Kafeteria
Statens Museum for Kunst har deres helt egen café, og det laver forskellige slags overdådige pandekager tilpasset sæsonen.
De lægger en god bund, men så kan du passende gå en tur rundt på museet og kigge på flot kunst, mens du efterfølgende forbrænder kalorierne.
Kafeteria er desuden et skønt sted at starte morgenen, da her er en skøn ro og god plads omkring dig.
Pandekagerne koster 135 kr.
Læs mere om Kafeteria her.
Hvad: Kafeteria
Hvor: Statens Museum for Kunst 48-50, Sølvgade, 1307 København K

Friheden
Hos Friheden ved Nørrebroparken kan du få den helt rigtige start på weekenden med deres populære pandekager i tilbagelænede omgivelser.
Du får en for 45 kr., tre for 95 kr., og de serveres med bærkompot og mascarpone.
Pandekagerne er som sagt kun på menuen i weekenden – men til gengæld kan du får dem hele dagen. Perfekt til tømmermænd.
Læs mere om Friheden her.
Hvad: Friheden
Hvor: Esromgade 15, 1 1, 2200 København N

Kalaset
Kalaset ligger mellem Torvehallerne og Søerne, og her er altid velbesøgt.
Især deres pandekager vælter kejler, og det forstår man godt.
De laver flere forskellige slags med bl.a. banan/chokolade, blåbær og bacon/ahornsirup.
Priserne begynder fra 85 kroner.
Læs mere om Kalaset her.
Hvad: Kalaset
Hvor: Vendersgade 16, 1363 København K

Rasmus Klumps Pandekagehus i Tivoli
We say: ”Pandekager!”, you say… ”Rasmus Klump!” selvfølgelig! Alle barnlige sjæles yndlingsbjørn er samtidig enhver kulhydrat-afficionados såkaldte ”spirit animal”.
Heldigvis hyldes tegneseriefigurens umættelige pandekageappetit (næsten) hver dag i Rasmus Klumps Pandekagehus i Tivoli, hvor pandekagerne bages på økologisk vis med kærlighed og spelt.
Selvom den internationale pandekagedag den 1. marts altid ligger i Tivolis lukkesæson, så vil enhver hardcore pandekagefan vide, at man ikke kan nægte Hr. Klump en plads i det fine kageselskab.
Priser fra 35 til 45 kr.
Læs mere om Rasmus Klumps Pandekagehus her.
Hvad: Rasmus Klumps Pandekagehus
Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V