Ugens tip: Årets bedste ret med stenbiderrogn er både sprød, cremet og virkelig god

Ugens tip er denne gang noget de fleste madglade københavnere elsker meget højt og jagter i stor stil, så snart sæsonen er igang.
Og det er den nu.
Det er nemlig blevet sæson for stenbiderrogn, og MigogKbh har spist utallige retter i København med den guddommelige rogn bare for at finde den absolut bedste til dig – og den er lige her.

Vaffelministerie på Christianshavn
I Nomas gamle lokaler på Christianshavn ligger restauranten Barr med køkkenchef Thorsten Schmidt i spidsen.
Lokalerne er nordisk inspirerede med masser af råt træ, og så hersker her en herlig, uformel stemning.
Menuen tager ligeledes afsæt i det nordiske med både smørrebrød og schnitzel – og vafler ikke mindst – på menuen.
I denne omgang skal det dog særligt handle om vaflerne, der efterhånden næsten er en fast del af Barrs menu.
Stenbiderrogn serveres ofte med klassiske (og halvkedelige) blinis, men dem har Barr heldigvis droppet, for de serverer nemlig det orange guld på en bund af grønne urter og drænet yoghurt med deres sprøde, belgiske vafler på siden. Mums!
Retten koster 255 kr., og den serveres både til frokost og aften.

Glem ikke øllen!
Man skal selvfølgelig have lidt at skylle ned med, og her er du kommet til det helt rigtige sted, for det er de færreste steder i København, der kender deres øl så godt som Barr.
Og du kan godt glemme alt om en Dansk Pilsner – her er altså specialøl til den helt store guldmedalje.
Kommer du til frokost, så kan du også snildt bestille et par stykker smørrebrød, nu hvor du alligevel er her.
Deres tatar og håndpillede rejer er et hit, og så har de også lige fået torskerogn på menuen.
Asti’ afsted, hvis du er lige så stor en fan af stenbiderrogn som os!
Vi lover, at du ikke bliver skuffet.
Hvad: Vaffel med stenbiderrogn hos Barr
Hvor: Strandgade 93, 1401 København K
Hvornår: Åben onsdag-torsdag kl. 17-23 og fredag-søndag kl. 12-23. Lukket mandag-tirsdag
Hvor meget: 255 kr.
Hvordan: Læs mere og book bord her