Med hjælp fra lokale borgere: Historiske bygninger skal omdannes til byrum og boliger

Siden 1903 er patienter blevet behandlet på Frederiksberg Hospital, men ved udgangen af 2026 er det slut.
Det har længe været kendt, at hospitalet skal lukke, men hvad der præcis skal ske med området og de historiske bygninger er endnu ikke besluttet.
Frederiksberg Kommune, der købte grunden af Region Hovedstaden i 2021, vil udnytte den unikke mulighed for at skabe et moderne, grønt bykvarter – et sjældent projekt i en af landets tættest befolkede kommuner.
Planen er, at området i fremtiden skal rumme boliger, erhverv, grønne arealer og offentlige funktioner, og for at komme et skridt nærmere realiseringen af projektet, beder Frederiksberg Kommune nu lokale borgere om hjælp.

“Det er en enestående mulighed for at skabe et fantastisk område, som kan være til glæde for alle, der bor og arbejder på Frederiksberg. Vi har lige fra starten lyttet meget til borgernes ønsker og holdninger til projektet, og det vil vi også gøre nu, hvor projektet går ind i sin næste fase,” fortæller borgmester Michael Vindfeldt i en pressemeddelelse.
Borgmesteren fortæller desuden, at en række tegnestuer har budt ind på opgaven, og at man nu har udvalgt tre tværfaglige teams, hvor henholdsvis Effekt, Sleth og Vandkunsten står i spidsen.
Borgerpanel skal komme med input
Som et led i udviklingsprocessen har Frederiksberg Kommune sammensat et borgerpanel, der skal byde ind med gode ideer til projektet.
Panelet består af 35 personer, som er omhyggeligt udvalgt, så de repræsenterer en bred skare af byens borgere.
”Nu skal visionen omsættes til konkrete udviklingsplaner, og vi har som noget nyt sammensat et borgerpanel, der skal komme med en samlet anbefaling til kommunalbestyrelsen,” udtaler formand for By- og Erhvervsstrategisk Udvalg, Lone Loklindt.
“Medlemmerne er udvalgt, så de repræsenterer alle, der bor i byen, og derfor bliver det også rigtigt spændende at få panelets anbefalinger til, hvordan området skal se ud i fremtiden,” siger hun.

Kommunen nøjes dog ikke med at lytte til borgerpanelet, men ser også gerne at flere borgere byder ind.
Derfor afholdes en såkaldt midtvejsgennemgang, hvor alle, der har lyst til at bidrage, inviteres til at deltage i et åbent hus-arrangement.
Arrangementet finder sted 24. februar i Kedelhallen i to ens runder fra henholdsvis kl. 15.30 og kl. 18.00.
Her kan man således byde ind med ideer og aktiviteter, som man synes, der skal gøres plads til i det nye bykvarter.
Du kan læse mere om projektet her.