Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Redningsplan: Ildsjæl samler over 190.000 kr. ind til Fantask på et døgn

Af Michael Qureshi

Fredag kom det frem, at en af Københavns mest legendariske butikker er lukningstruet.

Fantask er verdens ældste tegneseriebutik, og den digitale verden har helt sikkert haft en voldsom påvirkning på butikkens kundebesøg og indtægter.

Det er ægte nørdestof at træde ind i specialbutikken i Skt. Peders Stræde midt i København, men dem bør der stadig være rigtig mange af.

Nethandlen har dog taget en stor del af tegneserie-markedet.

Butikken har i første omgang i blandt andet i Ekstra Bladet og på Facebook meldt ud, at de lukker i juni medmindre, der dukker en løsning op på den trængte økonomi.

Har startet fundraiser kampagne

Noget tyder dog på, at der er stor vilje til at bevare den legendariske butik.

Indehaveren af legetøjsbutikken Nordre Frihavnsgade Benjamin Lund Preisler Herbst har i hvert fald startet en fundraiser kampagne, hvor man kan donere et lille eller større beløb til bevarelse af Fantask.

På under et døgn er der indsamlet lørdag aften knap 190.000 kr., hvor målet i første omgang hedder 200.000.

Benjamin håber dog, at det indsamlede beløb overstiger langt over de 200.000, så Fantask kan få en økonomisk håndsrækning.

“Fantask SKAL overleve, men det kommer til at koste nogen penge. For en ting er, at de får dækket det hul de har nu, men så skulle de jo også gerne have en god start, på de næste 50 år. Derfor er beløbet på de 200.000, kun en start. Jeg så gerne at beløbet, endte på det dobbelte,” skriver han på Fundraiser-siden.

Støtter selv personligt og med forretning

Benjamin støtter selv med 20.000 kr. både personligt og fra sin egen butik på Østerbro.

“Derfor starter jeg med at smide 10.000 kr selv, og 10.000 kr fra mit firma.

Men husk, selv om du er på SU, så betyder HVER en krone noget. Så slagt sparegrisen, sælg de tegneserier du ikke læser mere (så du i fremtiden kan købe nogen i overstående), vær lige så god til at dele opslaget som Flash på speed, og gør hele verden den tjeneste, at bibeholde denne klenodie af et eventyr,” lyder det fra Benjamin.

Ildsjælen med egen specialbutik mener, at Fantask har spillet en gigantisk rolle for alle “nørderne” i København og resten af landet.

“Jeg er selv ejer af Superhelten Legetøj, en butik som ikke havde været noget uden Fantask. Jeg vil nærmest gå så langt, og sige at nørdekulturen i Danmark, ikke havde været halvt så stor, hvis det ikke havde været for dem,” skriver Benjamin.

Efter 47 år kan de blive tvunget til at lukke

For dem der ønsker at støtte op omkring Fantask i kampen for at holde forretningen kørende, så er det også betryggende, at det er en indehaver af en kendt specialbutik, som står for selve indsamlingen.

Omkring selve beslutningen om at lukke, meldte Fantask følgende ud fredag.

“Det er med sorg, vi må meddele, at det efter 47 år kan ende med, at Fantask bliver nødt til at lukke. 

Vi har længe kørt med et underskud, og det ser desværre ud som om, vi til trods for adskillelige tiltag, ikke kan vende denne nedadgående spiral selv.

Vi har måttet sande, at konkurrencen fra andre butikker og det store internet, samt en del kunder, der lader til at være vokset fra os, alt i alt betyder, at den mængde vi sælger, ikke længere står mål med, hvad det koster os at ligge her i Skt. Peders Stræde.” 

Der skal laves ændringer for at overleve

Det er dog ikke kun lyserøde roser omkring Fantask. For de er også nødt til at kigge indad på forretningsmodellen og følge med tiden.

På sociale medier deles historien om Fantask i stigende grad, og her skriver den kendte serie iværksætter Martin Thorborg bl.a.

“Det er super prisværdigt, men kommer næppe til at hjælpe mere end tis i et par kolde bukser.

Det de har brug for, er nok at kigge på forretningen og lave de ændringer der skal til, for at fastholde deres publikum. Men flot gestus!”

Man kan selv støtte Fantask med at forblive som specialbutik på fundraiser-siden her

Del artikel

Andre læser også