Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Intro til København: Tips og tricks til 10 spændende bydele i hovedstaden

Af Mathilde Mågård Hansen
Nørrebro. Arkivfoto
Nørrebro. Arkivfoto

København består af mange forskellige bydele, og hvert sit nabolag har sin helt egen charme.

Lær meget mere om dem hver især lige her.


Nyhavn. Arkivfoto

Indre By

Indre By er Københavns hovedpulsåre. Det er her, at du finder både Rådhuspladsen, Hovedbanegården, Kongens Nytorv, Strøget, Nyhavn, Nørreport, Tivoli og mange andre store seværdigheder.

I Indre By er der både flere gode restauranter, caféer, butikker, shoppingcentre, parker og en pæn håndfuld museer. Besøg blandt andet Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Københavns Museum.

På Købmagergade, Strøget, Magasin og Illum kan du besøge alverdens butikker.

I Latinerkvarteret er stemningen og uformel og nede på jorden, imens du på for eksempel Gothersgade og Vestergade kan feste natten lang.


Nørrebro Bryghus. Foto PR

Nørrebro og Nordvest

Nørrebro er senest i 2021 kåret til verdens mest ’cool’ bydel af et af verdens største bymagasiner, Time Out. Her er både hipt, uprætentiøst og mange forskellige kulturer at opleve.

På Nørrebrogade kan du spise kebab til den helt store guldmedalje, og om sommeren kan du hænge ud på Assistentens Kirkegaard, hvor flere kendte danskere er begravede.

Nørrebro er også et mekka for små specialforretninger og genbrugsbutikker, hvor især Elmegade og Jægersborggade er et besøg værd. På Nørrebro er der også et hav af gode spisesteder, bagerier og hyggelige kaffebarer.

Nordvest er et kvarter i udvikling, og især mange unge mennesker har valgt at bosætte sig her.


Vesterbro. Foto PR

Vesterbro

På Vesterbro finder du lidt af det hele.

Vesterbrogade strækker sig helt fra Hovedbanegården til Zoologisk Have og undervejs finder du mange butikker, restauranter og caféer.

Vesterbro er en populær bydel både for københavnerne at bo i, men også for restauranter og butikker at åbne i – for her er altid mange mennesker.

På Vesterbro finder du også den hippe Kødby og den velkendte Istedgade, hvor der altid er gang i den.

I bydelen er der inden for de sidste par år også opstået endnu en bydel i bydelen, da Carlsberg Byen har været under en stor renovation, og nu består af mange boliger og lækre restauranter.


Frederiksberg Have. Foto Thomas Rahbek

Frederiksberg

Frederiksberg er Københavns mondæne bydel – og kommune.

Frederiksberg er nemlig sin helt egen kommune, der er omgrænset af Københavns Kommune på alle sider.

Den lille luksuriøse kommune er fyldt med lækre butikker, charmerende gader, gode restauranter og flotte parker. Besøg blandt andet Frederiksberg Have, Zoologisk Have eller Landbohøjskolens Have.

På Værnedamsvej finder du Københavns helt eget Paris, og på Gammel Kongevej er der lækre butikker for hele familien.

På Frederiksberg er dit næste gode restaurantbesøg også kun lige rundt om hjørnet med ikoniske klassikere som Café Sokkelund og Michelin-restauranten Formel B.


Konditaget i Nordhavn. Foto PR

Østerbro og Nordhavn

På Østerbro er Fælledparken en favorit. Her kan du både gå en tur med børn eller hund, og i Parken er der ofte store koncerter eller fodboldkampe – og Danmarks første tre stjernede Michelin-restaurant på 8. sal.

Østerbro har et rigt butiksliv på både Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade, hvor du kan shoppe lidt pænt til boligen og til gaderobeskabet. Mellem de mange butikker finder du små kaffebarer og lokale caféer.

Nordhavn er én af Københavns nyere bydele, og her sker altid noget nyt.

Hop i bølgen blå om sommeren, gå en tur i biffen eller spis på en af de mange lækre restauranter, som allerede har slået sig ned herude.

Dagens motion kan du klare på det ikoniske røde konditag.


Valby Langgade. Foto Københavns Kommune

Valby og Sydhavn

I bydelen Valby og især på Valby Langgade finder du mange fine specialforretninger som en halalslagter, en vinhandler og en ostebutik.

Derudover er Valby også beriget med mange smukke parker og grønne områder som Søndermarken med Cisternerne, Vestre Kirkegaard og Valbyparken – sidstnævnte med egen strand.

Ikke langt derfra ligger Sydhavn, som består af en ny og gammel del.

Den gamle del af Sydhavn har i mange årtier været hjemme for Københavns arbejderklasse, og her er stadig flere charmerende pladser, lokale vinbarer og lignende. Den nye del af Sydhavn kaldes også Sluseholmen eller Teglholmen, og her bor lokale side om side med smukke kanaler og et dyp i havet er kun lige udenfor hoveddøren.

Valby er også hjemstavn for den TV-kendte, Olsen Banden, som du ofte kan komme helt tæt på i sjove udstillinger.


Amager Strand. Foto: Københavns Kommune

Amager

Amager – eller Lorteøen som den kaldes i folkemunde – er en bydel, der har ændret sig meget hen over de sidste 20 år. Fra primært at være hjemsted for skrald er øen nu blevet mere moderne med blandt andet masser af nybyggeri langs Amager Strand og en stor, ny strandpark.

Amager Strand er populær hele året rundt, men især om sommeren søger byens beboere herud, når de skal køle af.

Metroen kører tværs over Amager til både lufthavnen og Vestamager, hvor du også finder Amager Fælled. Der er bygget mange nye boliger på Amager de sidste 20 år, men her er alligevel flere gode naturoplevelser at komme efter.

En dagstur til den gamle by, Dragør, helt ude ved Københavns Lufthavn kan anbefales. Dragør er fyldt med charmerende, gule huse, og Dragør Havn er et skønt sted at nyde en stor is om sommeren.

Amager er ligeledes hjemsted for bydelene Islands Brygge og Christianshavn, der begge er fyldt med charme og historie. På Christianshavn finder man også Christiania, hvor både lokale og turister kan opleve en bydel som ingen anden.

Del artikel

Andre læser også