Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Masser af ikoniske genstande: Irma-udstilling åbner snart i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Udstillingen
Udstillingen "Irma - en designhistorie" kan nu opleves på Designmuseum Danmark. Foto: Christina Kayser 0.

Siden det blev meldt ud, at alle landets Irma-forretninger skulle lukke, har den danske supermarkedskæde tiltrukket sig en hel del opmærksomhed.

For nylig udkom bogen “Irma – alt det, du havde glemt, du kunne huske” fyldt med nostalgi, billeder og historier knyttet til Irma.

Og på Frederiksberg har en Irma-flise fået fast plads til minde om butikkerne, som snart ikke er mere.

Nu kommer Irma også på museum, for til februar blænder Designmuseum Danmark op for en udstilling, der udfolder den kendte kædes mere end 100 år lange designhistorie.

Det bliver første gang, at Irmas ikoniske blå designs kan opleves i en museumsudstilling.

Irmapigen og ikoniske samlerobjekter

Når udstillingen “Irma – en designhistorie” åbner 1. februar på det store museum i Bredgade, kan du glæde dig til at se eller gense kendte og elskede Irma-genstande og -designs.

Du kan også få historien om, hvordan Irma var med til at bringe kunst og design ind i danskernes hverdag, og både Irmahønen, Irmapigen, Irma-nettet og Irmakaffen er selvfølgelig med.

Irmas historie er i høj grad også en designhistorie –  en historie om en fremsynet supermarkedskæde med et ufravigeligt fokus på kvalitet – og på at bringe kunst og design ud til folket sammen med deres dagligvarer. Den historie ser vi meget frem til at kunne udfolde for publikum til februar,” fortæller museumsdirektør Anne-Louise Sommer.

Snart udstilles Irma-genstande på Designmuseum Danmark. Foto: Christina Kayser O.

I udstillingen vil museets gæster blandt andet blive klogere på Irmapigen, som er et kulturelt ikon for mange og et symbol for Irma, der med sine 137 år er en af verdens ældste supermarkedskæder.

Irmapigen blev første gang tegnet af arkitekten Sofus Greiffenberg i 1907 og har siden dengang gennemgået flere forandringer for at følge med tiden.

Du kan også se de røde hjerteklistermærker, som mange husker, at man fik udleveret ved kassen, samt supermarkedets poser og dåser, som gennem tiden er blevet samlerobjekter.

“Irma – en designhistorie” kan opleves på Designmuseum Danmark fra 1. februar til 11. august 2024.

Hvad: Irma – en designhistorie
Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68, København K
Hvornår: 1. februar til 11. august 2024

Del artikel

Andre læser også