Vilde idéer: Her kan København få tre nye bydele
Stadigt flere mennesker flytter til København, og det stiller større krav til byen.
En af de helt store udfordringer er at skabe plads til alle, der gerne vil bo i byen, og når der i Københavns Kommune udarbejdes nye kommuneplaner, er dette en tilbagevendende problemstilling.
De seneste år har kommuneplanerne været med til at give os bydele som Carlsberg Byen, Ørestad og Jernbanebyen, og nu arbejdes der på planen for de kommende år.
Økonomiforvaltningen har nu offentliggjort udkastet til en ny kommuneplan, som beskriver, hvordan man vil udvikle København frem mod 2036.
Står det til Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, skal der bygges meget mere de kommende år.
“Boligmarkedet er allerede i dag under pres. Der bliver simpelthen bygget for lidt. Vi skal skabe rammerne for et tilgængeligt boligmarked, så københavnerbørn også i fremtiden kan flytte hjemmefra i deres egen by, der skal være familieboliger til store og små familier, ungdomsboliger til de studerende, seniorbofællesskaber og billige boliger til byens mest udsatte,” lyder det fra overborgmesteren.
Flere byområder udvikles
Udkastet til den nye kommuneplan beskriver, at man har en målsætning om at skabe 40.000 nye boliger.
Disse skal bidrage til at få prisstigninger på boligmarkedet dæmpet, og det drejer sig om både flere små boliger samt flere store familieboliger.
Blandt de mest bemærkelsesværdige punkter i planen er, at Københavns Kommune ønsker at skabe flere nye bydele.
Dels vil man skabe en ny bydel ved at udvikle Østhavnen og derved give plads til nye bykvarterer på Kløverparken, Refshaleøen og på længere sigt udvikling af Lynetteholm.
Man vil desuden lave nye byområder på både Nørrebro og Østerbro, og dette skal ske ved at opgradere Vingelodden og Helgoland, hvilket ifølge Københavns Kommune kan bidrage til udvikling af den eksisterende by og binde byen bedre sammen.
Bedre plads til erhvervslivet
Det er dog ikke kun flere boliger, man ønsker at give plads til i fremtidens København.
Også erhvervslivet skal have bedre vilkår i byen.
Af udkastet til kommuneplanen fremgår det således, at man vil skabe plads til flere stationsnære arbejdspladser, og der skal sørges for, at byen fortsat har plads til håndværksfag og kreative erhverv.
Politikerne på Københavns Rådhus skal nu tage stilling til, hvordan den endelige kommuneplan kommer til at se ud.