Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Den skal prøves: København har fået en glutenfri croissant

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Bageriet H.U.G har udviklet en croissant helt uden gluten. Foto: PR
Bageriet H.U.G har udviklet en croissant helt uden gluten. Foto: PR

Er du en af dem, der undgår gluten, ved du med sikkerhed, hvor svært det kan være at finde godt, glutenfrit bagværk.

Og du kan sikkert fra tid til anden savne at sætte tænderne i wienerbrødsklassikere og andre bagte lækkerier, der både smager godt og har den rette konsistens.

Heldigvis blev København sidste år beriget med et nyt bageri, hvor alt er økologisk og helt uden gluten.

Bageriet hedder H.U.G, hvilket står for Helt Uden Gluten, og de har for nylig tilføjet noget helt særligt til sortimentet i butikken.

Den eneste af sin slags

Mette Marie Sarbo og Kathrine Rosamunde, som er de passionerede iværksættere bag H.U.G, har gennem flere år udviklet glutenfri opskrifter, og det seneste skud på stammen er de særligt stolte af: En glutenfri croissant.

Det er Københavns eneste af slagsen, og den er derfor allerede populær hos H.U.G’s trofaste kunder.

Hos H.U.G på Østerbro er alt bagværk helt uden gluten. Foto: PR

Men hvordan er det lige, at man udvikler sådan noget glutenfrit bagværk?

Det har Mette Marie Sarbo masser at fortælle om, for det er det, hun bruger meget af sin tid i bageriet på.

“Det handler i høj grad om at prøve sig frem,” forklarer hun og fortsætter:

“Nogle gange tager det ikke lang tid at udvikle et nyt produkt, og andre gange kan man arbejde på noget virkelig længe, før den er der. Croissanten har vi arbejdet på længe, og nu synes vi endelig, at den er, som den skal være.”

Hos H.U.G eksperimenteres der med mange forskellige typer af mel, og flere af dem er meget anderledes end dem, de fleste andre bagere bruger.

“Når man bager uden gluten, er det ofte en fordel at blande flere forskellige slags mel for at få en god smag og konsistens. Vi arbejder derfor med blandt andet ris, majs, hirse og boghvede. Og det kan også være teff, der er en særlig meltype, som bruges meget i Etiopien,” fortæller Mette Marie.

Også andre klassikere i sortimentet

Det er ikke kun den glutenfri croissant, der får H.U.G-fans til at vende tilbage til butikken på Øster Farimagsgade på Østerbro igen og igen.

Her er også klassikere som tebirkes, romkugler, kanelsnegle og citronmåner, og du kan endda købe rugbrød – alt sammen helt uden gluten og 100 procent økologisk.

H.U.G bager blandt andet kanelsnegle og tebirkes uden gluten. Foto: PR

Og nu tænker du måske, at glutenfrit bagværk er tørt, kedeligt og noget, man kun spiser, hvis man absolut ikke kan tåle andet.

Men sådan forholder det sig slet ikke.

Mette Marie Sarbo og Kathrine Rosamunde fortæller, at de har flere stamkunder, som kommer igen og igen, selv om de ikke plejer at spise glutenfrit men blot går efter de lækre brød og kager og ikke mindst den gode smag.

Du kan læse mere på hugbageri.dk.

Hvad: H.U.G Bageri
Hvor: Øster Farimagsgade 20, København Ø
Hvornår: Åbent tirsdag til torsdag kl. 8.30 til 17.30 samt lørdag og søndag kl. 8.30 til 16.00. Mandag lukket.

Del artikel

Andre læser også