Unik beliggenhed: Luksuriøs husbåd med tagterrasse til salg i København
Drømmer du om at bo tæt på vandet og centralt på samme tid?
Så er en unik bolig, der netop er kommet til salg i København, måske dit næste hjem.
Der er nemlig tale om en arkitekttegnet husbåd på en ganske særlig beliggenhed.
Adressen er William Wains Gade 13 A på Refshaleøen, og her ligger husbåden i vandet og har udsigt til blandt andet Langelinje og Marmorkirken.
Stor terrasse og walk-in closet
Hvis du tænker, at pladsen er trang på sådan en husbåd, og at der nok ikke er mange kvadratmeter at indrette, så kan du godt tro om igen.
Husbåden er nemlig ikke en ombygget båd, der tidligere har sejlet på havet, som mange andre husbåde.
Det er en betonponton med intet mindre end 184 kvadratmeter bolig.
Ifølge ejendomsmægler Robinhus, der står for salget af boligen, strømmer sollys ind i den luksuriøse husbåd fra morgen til aften, og der er således dejligt lyst indenfor.
Husbåden rummer blandt andet fem værelser, et stort køkken-alrum samt et walk-in closet, og på toppen finder man en 75 kvadratmeter stor tagterrasse, hvor man både kan solbade og hænge ud med vennerne.
Hvis du vil erhverve dig luksusboligen på vandet, skal du have pengepung frem.
Prisen ligger nemlig på 7.500.000 kroner.