Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Igen i dag: Nordisk Film Biografer holder alle biografer lukket

Af Redaktionen
Foto: PR, Nordisk Film Biografer Dagmar
Foto: PR, Nordisk Film Biografer Dagmar

Nordisk Film Biografer har igen i dag – tirsdag d. 5. juli – valgt at holde alle deres 23 biografer i landet lukket.

Det sker, efter en af biografkædens ansatte mistede livet under søndagens skyderi i Field’s.

“Det er med stor sorg, vi kan bekræfte, at en af vores unge biografmedarbejdere i Field’s mistede livet ved søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie. Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende.

Vores varmeste tanker og medfølelse går også til de øvrige ofre, pårørende, gæster og ansatte, der var til stede i Field’s søndag.

Vores ansatte i Field’s modtager krisehjælp. Alle Nordisk Film Biografer var lukkede mandag den 4. juli og er også lukkede tirsdag den 5. juli i respekt for ofrene og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere.

Biografen i Field’s er foreløbig lukket frem til 11. juli. Vi håber på vores gæsters forståelse,” lyder det fra Nordisk Film Biografer i et opslag på Facebook.

Foto: Nordisk Film Biografer

To 17-årige – en ung mand og en ung kvinde – og en 46-årig russisk statsborger, som var bosiddende i Danmark, blev dræbt i forbindelse med de tragiske hændelser søndag i Field’s på Amager. Flere blev såret.

En 22-årig etnisk dansk mand er anholdt og sigtet for tre tilfælde af manddrab og syv tilfælde af forsøg på manddrab. Han er foreløbigt varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.

Biografkæden oplyste mandag første gang om, at man ville lukke samtlige biografer i en kort pressemeddelelse og på mail til gæster, der skulle have været i biografen.

“Nordisk Film Biografer har en biograf i shoppingcentret Field’s. I lyset af søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie i Field’s holder Nordisk Film Biografer i hele landet lukket mandag den 4. juli.

Vores tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende.

Gæster, der har købt billetter til forestillinger mandag, vil blive kontaktet og vil få deres penge refunderet. Nordisk Film Biografer håber på jeres forståelse i denne svære situation,” lød det.

I København og omegn betyder det, at biograferne Palads, Imperial, Falkoner, Field’s og Lyngby holder lukket.

Del artikel

Andre læser også