Åbner i dag: Nu kan du blive corona-testet i Parken

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

Mandag morgen den 21. december kl. 9 åbnede et nyt Covid-19-testcenter i Parken.

Her er det muligt at blive testet uden henvisningen fra lægen, og der er ingen tidsbestilling.

Du kan således møde op, når du vil, og få foretaget en gratis corona-prøve.

Det er Copenhagen Medical, der i samarbejde med Parken har opført testcentret.

“Vi er en del af byen og vi er selv københavnere, så vi har her fået en mulighed for at bidrage til, at flere kan blive testet hurtigt for at bekæmpe smittespredning, og byen hurtigere kan blive sig selv igen, som vi alle ønsker det,” siger Parkens direktør Lars Bo Jeppesen.

Testen, der udføres i Parken er en WHO-godkendt antigen-quicktest, der giver svar på under 15 minutter.

I Parken kan der testes 1.200 personer i timen, og der er mulighed for at øge kapaciteten til 3.000 i timen, såfremt behovet opstår.

Fast-track til pleje- og sundhedspersonale

Testcentret i Parken er udstyret med et særligt fast-track til sundheds- og plejepersonale samt andre medarbejdere, der arbejder med samfundskritiske opgaver.

Det skyldes, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at plejepersonale testes via quick-test.

Udover kommunalt og regionalt sundheds- og plejepersonale, gælder adgangen også Politi, Brandvæsen, Forsvaret, Beredskab og Veteraner.

Find vej til testcentret

Kommer du via Øster Allé, når du skal testes i Parken, skal du gå ned langs B-tribunen. Kommer du fra Gunnar Nu Hansens Plads, gå da langs Østerbro Stadion og venteområdet.

Trianglen og Vibenhus Runddel er de tætteste metrostationer på Parken.

Ankommer du i bil, skal du være opmærksom på, at det ikke er muligt at parkere på Parkens område. Der henvises til parkering på Øster Allé eller Gunnar Nu Hansens Plads.

Cykler kan parkeres ved C-tribunen eller ved indgangen til Fælledparken.

Husk at bære mundbind ved ankomst.

Testcentret er åbent for alle nationaliteter.

Testen er gratis for alle med dansk CPR-nummer. Har du ikke dansk CPR-nummer, koster testen 275 kroner.

Åbningstider

21. december: kl. 09.00 – 22.00
22.- 23. december: kl. 08.00 – 22.00
24. december: kl. 08.00 – 16.00
25.- 30. december: kl. 08.00 – 22.00
31. december: kl. 08.00 – 16.00
1. januar: kl. 12.00 – 22.00
2. – 3. janaur: kl. 08.00 – 22.00