Med træbrygge og forårssol: Nu er nyt byrum klar i København
Hvis du har slentret en tur rundt i Nordhavn for nylig, har du måske bemærket, at bydelen har fået et nyt byrum.
En ny træbrygge har ligeledes taget form, og her kan man nu nyde forårssolen i frokostpausen.
Det nye byrum finder du på Trælastholmen.
Det har fået navnet Kanalpladsen og er anlagt langs en nyligt åbnet kanal ved navn Frokostkanalen, som på sigt skal føres videre til Svanemøllehavnen.
Hæng ud på bryggen
Som det er tilfældet med mange andre dele af Nordhavn, har vandet fået lov at spille en vigtig rolle i det nyanlagte byrum.
“Når vi udvikler Nordhavn fra fortidens havneindustri til en by for mennesker, er vandet et helt centralt element. Vi vender byen mod vandet og skaber rum til at livet kan leves ved kajkanten, hvad end du er på besøg, bor eller arbejder i Nordhavn,” udtaler Anne Skovbro, der er adm. direktør i By & Havn, og tilføjer:
“Rundt om frokostkanalen er der en del større arbejdspladser, og min forhåbning er, at det nye byrum vil bidrage med noget godt til de mange medarbejderes hverdage som en pause i arbejdet eller til at trække udenfor til kaffemøder.”
Træbryggen, som du nu kan hænge ud på, er 80 meter lang, bygget i flere niveauer og lavet af egetræ.
Her kan mindre både lægge til, og i hver ende af bryggen kan man tage plads på store trappetrin.
Den kommende tid bliver byrummet grønnere, for By & Havn oplyser, at gartnere for nylig har plantet både træer og bunddække, som skal springe ud i løbet af foråret.