Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Premiere i København: Oplev byens skjulte skatte indefra til verdenskendt arkitekturfestival

Af Mathilde Mågård Hansen
Harsdorffs 9, Karberghus. Foto PR
Harsdorffs 9, Karberghus. Foto PR

Dansk Arkitektur Center løfter nu i samarbejde med Københavns Kommune og Bevica Fonden sløret for én af de store signaturevents, som sker i forbindelse med, at København er udnævnt til World Capital of Architecture i 2023.

Open House Copenhagen inviterer alle indenfor i byens lukkede bygninger og med bag facaden på alt fra palæer til hemmelige teknikrum, vi ikke vidste fandtes.

Eventen er gratis, og forventes at tiltrække mere end 10.000 besøgende i løbet af weekenden d. 25-26. marts 2023.

Harsdorffs 7, Karberghus. Foto PR

Kan også opleves i andre storbyer

Open House er oprindeligt et internationalt koncept startet i London for 30 år siden.

I dag holdes der Open House weekender i mere end 50 byer over hele verden og nu altså for første gang nogensinde i Danmark.

”Vi er meget glade for at København endelig bliver en del af Open House familien i samarbejde med Dansk Arkitektur Center.

Arkitektur er et universelt sprog, som vi alle kan relatere til sådan helt umiddelbart i forhold til, hvordan det får os til at føle: Føler vi glæde, tryghed, utilpashed eller fremmedgørelse?

København er spækket med hemmelige steder med fantastiske arkitektoniske oplevelser, fascinerende kvarterer og skønne fællesskaber. Vi ser meget frem til at kunne invitere alle indenfor i 2023.” siger Phineas Harper, direktør for Open City og Open House Worldwide, og klummeskribent hos Dezeen.

Harsdorffs 3, David Kahr. Foto PR

Et nyt blik på arkitekturen

Til Open House Copenhagen kan man komme helt tæt på Københavns fantastiske arkitektur, og høre de mange historier, der gemmer sig i dets mursten og beton.

Med over 40 åbne bygninger på programmet kan deltagerne besøge alt fra smukke palæer, fascinerende kraftværker til private hjem, og opleve historiens vingesus eller de nulevende arkitekters bud på, hvordan vi skal bo.

” Arkitektur handler ikke kun om kendte stjernearkitekter og flotte operahuse – det er også den velfungerende børnehave eller en fabrik, der har fået en ny funktion. Men den slags arkitektur har vi ikke altid adgang til at komme ind og opleve.

Til Open House Copenhagen d. 25-26. marts 2023 inviteres alle til at kigge inden for i de bygninger, som vi ellers kun kender udefra.

Vi håber, at rigtig mange får lyst til at opleve vores hovedstad indefra og få et nyt blik på den arkitektur, der omgiver os.”, fortæller Tanya Lindkvist, programchef Dansk Arkitektur Center.

En klar mission: tilgængelighed for alle

Missionen med Open House er at åbne arkitekturen op for alle.

Men selv når dørene er åbne, er det ikke alle bygninger, som er tilgængelige – hvis man f.eks. har en barnevogn, er dårligt gående eller er kørestolsbruger Samarbejdet med Bevica Fonden skal være med til at sætte fokus på at øge tilgængeligheden i det byggede miljø og fremme og forståelsen af universelt design:

”Med Open House vil vi bestræbe os på at gøre arkitekturen mere åben og tilgængelig, for at den kan være til glæde og gavn for flere.

Universelt design handler om at inkludere og sikre ligeværdig adgang for flest mulige, og det kan dette event være med til at gøre os alle mere bevidste om.

Programmet kommer bl.a. til at rumme et ekstra formidlingslag, hvor vi beskriver hver bygnings tilgængelighed, men samtidig også udfordrer hvordan utilgængelige bygninger kan blive mere inkluderende, ” fortæller Marianne Kofoed, direktør for Bevica Fonden.

Se mere om Open House samt flere oplevelser arrangeret af Dansk Arkitektur Center i arkitekturåret 2023 på www.dac.dk – hjemmesiden opdateres løbende med nye events.

Del artikel

Andre læser også