Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Med charme og hygge: Pladeselskab åbner bodega i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto. Foto: Unsplash
Arkivfoto. Foto: Unsplash

Der har de seneste år været tegn på, at bodegaer og brune værtshuse er en uddøende race i København.

Derfor hører det da også til sjældenhederne, at en ny bodega slår dørene op.

Men det er faktisk lige, hvad der sker nu.

I Nordvest har det klassiske værtshus Glashuset længe været at finde på Frederiksborgvej, og selvom folkene bag stedet har valgt ikke at drive det videre, får det nu alligevel lov til at leve.

Pladeselskabet Konkylie, som har hjemme her i København og har eksisteret siden 2017, overtager nemlig den gamle bar, og der er store planer for, hvad den skal blive til.

Det oplyser Konkylie i en pressemeddelelse.

En moderne bodega

Når pladeselskabet overtager lokalerne på adressen Frederiksborgvej 39, ændres navnet fra Glashuset til Bodega Konkylie, og stedet forvandles til en moderne bodega.

Det betyder, at Gammel Dansk og guldøl skiftes ud med et stramt kurateret udvalg af øl, naturvin og drinks.


“Vi er trætte af barer, der sælger 100 forskellige slags naturvin, og bartendere, der aldrig har smagt den vin, de står og fortæller om. Hos os kan du ikke få 40 slags forskellige fadøl, men vi ved til gengæld alt om det, vi serverer,” fortæller Malte Behrens, medejer af Bodega Konkylie og Konkylie, og tilføjer:

“Vi har altid to gode fadøl, tre drinks (vodka juice, tequila sunrise og vermouth & soda), en håndbajer, en vin i hver farve og en bitter til en 20’er. Derfor kan vi love, at det hele smager godt, og at vores bartendere har smagt det hele.”

Slut med røg

Målet med Bodega Konkylie er at skabe en hyggelig og charmerende bar med musik og fællesskab i centrum.

Her vil fremover være DJ-sets og plads til både unikke koncertformater og skæve ideer.

“Vi er altid selv kommet der rigtigt meget, så da vi en aften på Glashuset fandt ud af, at vores ven og bestyrer nu stopper med at drive bodegaen videre, besluttede vi os for at køre stedet videre,” siger Signe Robsahm, medejer af Bodega Konkylie, og fortsætter:

“Charmen og hyggen forbliver, men vi lukker røgen ud og åbner lokalet op, så vi kan skabe en moderne bodega. For os er en bodega ikke et røgfyldt lokale, men et lokale, der åbner op for fællesskaber. Vores vision er at gentænke, hvad en bodega er.”

Bodega Konkylie åbner 2. februar.

Del artikel

Andre læser også