Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sidste chance: Gå ikke glip af den smukt iscenesatte Rodin-udstilling på Glyptoteket

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto PR
Foto PR

Skal du også nå at se den anmelderroste særudstilling, ’Auguste Rodin – Forskydninger’, på Glyptoteket i hjertet af København, så er det ved at være sidste chance.

Udstillingen kan opleves til og med søndag d. 15. august og har hevet mange fem- og seksstjernede anmeldelser hjem fra flere anerkendte medier.

I særudstillingen er der fokus på Rodins samling af antikke genstande, der udstilles sammen med hans egne skulpturer, og det er første gang i Danmark, at Auguste Rodins egen antiksamling vises i dialog med kunstnerens egne værker.

Her er altså en enestående mulighed for at se smuk og antik kunst i imponerende og historiske rammer.

For første gang i Danmark

Ny Carlsberg Glyptotek har en unik samling af Auguste Rodins værker takket være museets stifter, Carl Jacobsen (1842-1914).

Jacobsen skabte nemlig en stor samling af antikke genstande og fransk kunst med Rodins værker på en hædersplads.

Auguste Rodin (1840-1917) betragtes af mange som den billedhugger, der indvarslede den moderne skulptur og gjorde den fri af dens konventioner og traditioner.

Selv om det kan diskuteres, om han er den eneste, der gør sig fortjent til denne titel, har dette ry holdt ved, og hans ekspressive og dramatiske værker har været en inspirationskilde langt ind i det 20. århundrede.

I mødet mellem Rodins skulpturer og hans samlings antikke værker kommer den besøgende på en ny måde tæt på kernen i kunstnerens skabende proces.

Det er samtidig 30 år siden, at Glyptoteket har lavet en særudstilling med Rodin, og den nytænkende iscenesættelse i udstillingen bliver en helt særlig chance for københavnerne for at få nye indsigter i Rodins arbejdsmetoder.

Foto PR

Om udstillingen

’Auguste Rodin – Forskydninger’ giver et indblik i, hvordan Rodin inddrog sin antiksamling i sin arbejdsproces.

Trods samlingens størrelse er den en overset del af Rodins liv og praksis, hvilket efterlader spørgsmål om, hvorfor Rodin samlede, og hvilken funktion denne samling havde?

Via samlingen skabte kunstneren et enestående rum, hvor han kunne eksperimentere med forskellige former for forskydninger af værker og genstande, så de konstant fremtrådte på nye måder.

Antiksamlingen blev derfor afgørende for Rodins eksperimenter med skulpturen, der var præget af fragmenteringer, forvandlinger og iscenesættelser.

I udstillingen præsenteres udvalgte værker fra Glyptotekets egen Rodin-samling sammen med værker og genstande udlånt af Musée Rodin i Paris.

Alt sammen iscenesat af scenograferne Anja Vang Kragh og Mia Steensgaard, der har skabt en sanselig iscenesættelse af værkerne, der spiller på Rodins egen teatralske måde at udstille værker på, og samtidig spiller sammen med arkitekturen i museets historiske sale.

Vil du gerne have en forsmag på udstillingen, så kan du se et par små korte videoer fra Glyptoteket lige her.

Hvad: Auguste Rodin – Forskydninger
Hvor: Glyptoteket, København
Hvornår: Indtil d. 15. august 2021. Glyptoteket har åbent alle ugens dage undtagen om mandagen
Hvor meget: Adgang til Glyptoteket 115 kr. for voksne, 85 kr. for studerende og unge under 27 år samt gratis for børn under 18 år
Hvordan: Læs mere om udstillingen her

Del artikel

Andre læser også