Store planer: To stationer i København skal renoveres for millioner
Tager du af og til S-toget i København, har du nok bemærket, at nogle af stationerne trænger til at blive piftet op.
Det gælder især Vesterport Station og Nørrebro Station.
Nu er der gode nyheder til passagerer, der stiger af og på de røde tog på de to stationer.
Transportministeriet oplyser, at der i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 afsættes 86 millioner kroner til stationsløft.
Alle pengene skal dog ikke bruges i København, men også passagerer andre steder i landet får glæde af dem.
Visuelt løft til begge stationer
Det er planen, at Vesterport Station skal have et visuelt løft, mens man på og omkring Nørrebro Station vil gå hårdere til værks.
Denne skal både have et visuelt løft og bedre adgangsforhold.
De præcise planer for projektet er endnu ikke offentliggjort.
Som et led i Infrastrukturplan 2035 er der desuden afsat penge til undersøgelser og projektering af et visuelt løft af flere udvalgte S-togsstrækninger med henblik på eventuelt senere anlæg.