MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Støt lokalt: Her skal du købe julegaverne på Nørrebro og i Nordvest

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Dimseriet
Foto: PR, Dimseriet

Køber du dine julegaver på nettet, eller besøger du fysiske forretninger i din bydel, når årets overraskelser skal i hus?

Det er hårde tider for mange mindre butikker, og de lokale erhvervsdrivende har brug for, at vi støtter dem, når vi køber ind til julens fester og det, der skal lægges under træet.

Derfor har vi her på MigogKbh-redaktionen valgt at guide dig til de bedste, lokale butikker i Københavns bydele op til jul.

Vi er nu kommet til Nørrebro og Nordvest, hvor flere gode forretninger har hjemme, og der er noget for såvel børn som unge og voksne.

Green Living på Nørrebro. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Green Living

Skal julegaverne købes med ekstra god samvittighed, så kig indenfor hos Green Living tæt på Nørrebro Station.

Som navnet antyder, er det grønne og bæredygtige i fokus her.

Den lille butik drives af Maria Mawla, og hendes kreationer kan du købe med hjem, men på hylderne finder du også produkter, som er blevet til gennem lokale og sociale projekter.

På en lokal systue laves børnetøj af stofrester fra en dansk stoffabrik, og et andet sted på Nørrebro syr en lokal iværksætter tasker af kasseret stilladsplastik, mens der et tredje sted trykkes plakater med Nørrebro-motiver på bæredygtigt papir.

Alt, der sælges i den lille butik, skabes af overskudsmaterialer, som ellers ikke ville blive udnyttet, eller indkøbes med bæredygtighed og fairtrade for øje.

Hvad: Green Living
Hvor: Nørrebrogade 218, København N

Foto: PR, Ro Chokolade

Ro Chokolade

Jægersborggade har adskillige gode butikker, som ikke ligner de store kæder, man finder på Strøget.

En af dem er Ro Chokolade, hvor du med garanti kan finde en gave, der vil glæde alle med en sød tand.

Alle chokoladerne er håndlavet og virkelig yndige at kigge på, og smagen skuffer bestemt ikke.

Ro Chokolade har blandt andet gaveæsker i forskellige størrelser, og de kan fyldes med et udvalg af fylde chokolader.

Hvad: Ro Chokolade
Hvor: Jægersborggade 16, København N

Foto: PR, Den Sidste Dråbe

Den Sidste Dråbe

Noget andet godt til ganen kan du også købe i Jægersborggade – nemlig vin.

Gå ned i kælderen til Den Sidste Dråbe, og mød et herligt udvalg af vin og spiritus.

Her er det næppe svært at finde flasker, der kan lægges under træet, hvad end det skal være rødvin, rosé, gin, snaps eller noget lignende.

Er personen, du skal forkæle, glad for at mikse drinks derhjemme, kan du også købe udstyr til det.

Den Sidste Dråbe har desuden en forretning på adressen Istedgade 83 på Vesterbro.

Hvad: Den Sidste Dråbe
Hvor: Jægersborggade 18, kld., København N

Foto: PR, Dimseriet

Dimseriet

I farten kan Dimseriet ligne en helt almindelig blomsterbutik, men den lille butik er meget mere end det.

Her kan man nemt finde en gave til en, der elsker at pynte sit hjem med fine sager som farvede stearinlys, krukker og puder.

Skal julegaven være spiselig, eller er du på jagt efter en værtsgave eller årets mandelgave, kan Dimseriet også hjælpe, for du kan også købe søde sager, krydderier og lignende.

Hvad: Dimseriet
Hvor: Stefansgade 31, København N

Foto: PR, Roba

Roba

Lige der, hvor Nørrebro bliver til Nordvest, ligger en lille perle, hvor du kan shoppe julegaver til kvinden i dit liv eller børn, som skal klædes på i kvalitet.

Roba har tøj fra mærker som Basic Apparel og Dea Kudibal på stativerne, og der er ligeledes cool accessories som solbriller og hårpynt at shoppe.

Et hjørne af butikken er dedikeret til ungerne, som blandt andet kan blive forkælet med tøj fra Konges Sløjd eller en blød bamse fra Jellycat.

Det er søstrene Petra Norden Sølling og Dorthea Høj Petersen, der driver forretningen, og de producerer løbende lækre og gennemarbejdede produkter til butikken.

Hvad: Roba
Hvor: Frederikssundsvej 29, København NV

Foto: PR, Packyard

Packyard

Er du på jagt efter en gave til en stilbevidst fyr med hang til outdoor-liv og eventyr, så tjek Packyard i charmerende Elmegade, hvor en række andre butikker også er besøget værd.

Butikken, som tidligere er blevet kåret til Byens Bedste af AOK, er ikke stor, men den har lige, hvad man skal bruge af fede sneakers, cool overtøj og outfits til hverdagen.

Køber du julegaven her, kan der blandt andet ende brands som Karhu, Garment Project, Han Kjøbenhavn og Salomon under træet.

Packyard har også en butik på adressen Esromgade 15 på Nørrebro.

Hvad: Packyard
Hvor: Elmegade 22, København N

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien