Efter stor efterspørgsel: Eftertragtet taxaselskab sætter nu eltaxa nr. 300 på gaden


Midt i kedelige Corona-nyheder og daglige smittetal kommer vi lige med en fin solskinshistorie.
Et af byens største taxaselskaber, TAXA 4×35, har nemlig sat eltaxa nummer 300 på gaden efter stor efterspørgsel fra de mange klimabevidste københavnere.
Det betyder samtidig, at året 2021 slår rekord for antallet af eltaxaer i København for det populære taxaselskab.
Slår rekord
Hos TAXA 4×35 er der ingen tvivl om, at el er fremtiden, og de har derfor sat en ambitiøs strategi for at gøre deres flåde klimaneutral – hvilket har fået et kæmpe boost i 2021.
I januar 2021 havde TAXA 4×35 under 100 eltaxaer i deres flåde, men på under et år kan TAXA 4×35 fejre eltaxa nummer 300.
Og der er endnu flere på vej inden for den næste måned.
”Vi er utrolig glade for, at vi nu har 300 eltaxaer på gaden, så vi er godt på vej til at få en klimaneutral flåde,” fortæller adm. direktør i TAXA 4×35, Stefan Sommer.
”Der er ingen tvivl om, at taxabranchen er en afgørende drivkraft i den grønne omstilling.
Vi er i konstant drift og tilbagelægger rigtig mange kilometer i København hver eneste dag. Derfor har det været naturligt for os at lave en grøn strategi, som handler om egentlig forandring og ikke bare symbolværdi,” fortæller han.

Københavnerne foretrækker grønne TAXAer
Det høje antal nye eltaxaer stammer i høj grad fra en stigende efterspørgsel fra de mange klimabevidste københavnere. Og det må vi gerne være stolte af.
Med elbil nummer 300 kan TAXA nu være med til at efterkomme den store efterspørgsel på grøn taxakørsel og tilbyde kunderne bæredygtige transportløsninger.
Samtidigt har elbilsområdet rykket hurtigt i de seneste år, hvor det nu er muligt at vælge mellem flere elbilmodeller i forskellige prisklasser med bedre batterier og længere rækkevidde.
Alle nye vognmænd skal køre elbil
Særligt den længere rækkevidde er en vigtig forudsætning, hvis elbilerne skal være egnet til taxakørsel.
Til sammen har det fået flere og flere af TAXAs eksisterende vognmænd til at hoppe med på den grønne bølge og investere i en elbil.
I TAXA 4×35 er det nemlig et krav, at alle nye vognmænd skal have en nul-emission bil, hvis de vil være en del af TAXA 4×35, men også mange af TAXAs eksisterende vognmænd har det seneste år valgt at skifte til el, da det blev tid til at forny bilen.
”Som forening kan vi ikke bare gå ud og købe 100 nye elbiler. Det er den selvstændige vognmand, som personligt skal gå ud og investere i en elbil.
Vi er derfor utrolig stolte af, at så mange af vores vognmænd vælger at investere i elbiler til trods for den svære tid vi befinder os i,” fortæller Stefan Sommer.