Få stillet sulten: Nye spisesteder i to af byens fineste kulturattraktioner
Det er altid smart at slå to fluer med et smæk, og kan man kombinere nogle af byens bedste kulturoplevelser med lækker mad – så bliver det da ikke meget bedre.
Og det kan du snart.
Merete Holst, der er administrerende direktør og ejer af The Standard skal drive Operaens restaurant, og Adam Aamann og hans team er nye forpagtere af restauranten i Skuespilhuset.
De to nye restauranter vil kunne opleves fra den nye sæson 2021/2022, der åbner til august.
Højt gastronomisk niveau
Driften af Det Kongelige Teaters restauranter i Operaen og Skuespilhuset har været i udbud, og valget er faldet på to af Danmarks mest spændende aktører inden for restaurationsbranchen.
Merete Holst og Adam Aamann er begge erfarne og kreative aktører med et højt gastronomisk niveau og et fokus på bæredygtighed og økologi.
I deres respektive tilbud til Det Kongelige Teater har de præsenteret løsninger og gastronomiske koncepter, der tilgodeser den brede variation i Det Kongelige Teaters mange aktiviteter og publikummer, og som kan give de mange publikummer i Det Kongelige Teater nye smagsoplevelser.
”Det er med glæde og store forventninger, at Det Kongelige Teater kan præsentere to nye restauratører til henholdsvis Operaen og Skuespilhusets restauranter.
Både Aamanns og The Standard med blandt andet Almanak og STUDIO er båret af stærke og innovative fagfolk, og begge restauratører er kendt for at repræsentere det nordiske køkken på et meget højt gastronomisk niveau.
Jeg er sikker på, at de på fornemmeste vis vil komplimentere kunsten på vores scener, og medvirke til at åbne vores huse for endnu flere,” udtaler teaterchef Kasper Holten.
Almanak i Operaen
Til Operaens restaurant har Det Kongelige Teater søgt en restauratør med en stor spændvidde og variation både i gastronomisk repertoire og prisklasse.
Merete Holst, der blandt andet er direktør for The Standards restauranter, har stor erfaring med en rig palet af kulinariske koncepter.
Grundkonceptet for Operaens nye restaurant lægger sig op af Restaurant Almanak, der kan rumme alt fra den helt store, eksklusive oplevelse med kaviar på toppen til dansk bistromad.
”Det er naturligvis en stor ære, at valget er faldet på os.
Vi er allerede langt i tanker og planlægning af både menuer, vine og indretning, som kan fuldende publikums oplevelse af en fantastisk aften i Operaen. Vi har samtidig en række tanker om at udvide konceptet for restauranten i denne fantastiske, ikoniske bygning, der har en ikke ubetydelig del af æren for, at København er blandt verdens mest roste hovedstæder – både når det handler om kultur, gastronomi og byliv,” siger Merete Holst.
Den nye restaurant åbner i en helt ny indretning af Operaens foyer, der skal gøre det endnu mere indbydende at besøge Operaens restaurant.
Aamanns i Skuespilhuset
Til Skuespilhusets restaurant er valget faldet på Adam Aamann, som både favner et stærkt frokost- og aftenkoncept, der kan være med til at åbne Skuespilhuset for endnu flere med placeringen ved havnefronten i forlængelse af Nyhavn.
Adam Aamann er prisbelønnet for sine nyfortolkninger af danske kroklassikere og smørrebrød, og det Michelin-anbefalede koncept er udgangspunktet for Skuespilhusets nye restaurant.
”Vi glæder os utroligt meget til at rykke ind i Skuespilhuset. D
et bliver fantastisk at få vores gastronomi og værtskab til at folde sig ud sammen med teateroplevelsen i et spændende hus. Vi vil gå målrettet efter at give Skuespilhusets gæster en unik helhedsoplevelse for alle sanser.
Vi regner stærkt med at kunne være et spisested både for teatrets gæster, men i høj grad også for andre, der ikke nødvendigvis har billet til forestillingerne. Vi vil gøre det til en oplevelse at nyde et måltid i smukke omgivelse i et levende hus med en formidabel havneudsigt,” udtaler Adam Aamann.
Aamanns er på vej til at have det økologiske spisemærke i sølv i alle deres restauranter, og sætter friske, lokale råvarer af høj kvalitet i højsædet.