ANNONCE
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I et af byens flotteste rum: Kom med til yoga-events på Glyptoteket

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Glyptoteket
Foto: PR, Glyptoteket

Det kan være skønt at få bevæget sig og strakt kroppen igennem med en omgang yoga i det lokale fitness-center.

Men lokalerne, som hundestræk og solhilsner udføres i, er ofte uinspirerende.

Er du træt af at kigge på de hvide vægge og bunker af håndvægte i fitness-centret, mens du forsøger at følge instruktørens bevægelser, og kunne du tænke dig i stedet at prøve at dyrke yoga i nogle af Københavns mest imponerende omgivelser?

Så skal du sætte kryds i kalenderen 23. marts og 13. april.

Der skal hilses på solen

Glyptoteket inviterer nemlig til to yoga-events i anledning af særudstillingen “Amarna – Solgudens by”.

Det kommer til at foregå i museets smukke festsal, og begge dage er der fokus på solhilsnen, som er yogaens nok mest kendte sekvens.

Under kyndig vejledning fra underviser Joséphine Renard, der har praktiseret yoga i tyve år og har undervist siden 2014, gennemgås alle solhilsnens stillinger og overgange i et blidt tempo, mens der nørdes yogateknik.

Og sammen med underviseren arbejder alle deltagere sig hen mod målet, som er at lave hele sekvensen i flow.

Afslutningsvis sættes tempoet helt ned, når det er tid til den afsluttende afspænding i Savasana.

Der er yoga både klokken 17 og klokken 19 begge dage, og undervisningen varer 1,5 time.

Det koster 175 kroner at være med, og billetten giver ikke blot adgang til yoga-eventet, men også til resten af Glyptoteket, så man kan kombinere motionen med en tur rundt i museets udstillinger.

Ny særudstilling tager dig med til oldtiden

Særudstillingen “Amarna – Solgudens by”, der åbner 26. januar, tager os med tilbage til oldtidens Ægypten, hvor magi og dyreguder spillede en afgørende rolle i samfundet.

Og selvom der er langt fra oldtidens Ægypten til Indiens yoga, har de to ting noget til fælles – nemlig solen, som på tværs af tider, kulturer og landegrænser altid haft en afgørende og livgivende betydning.

“Amarna – Solgudens by” fortæller historien om, at Farao Akhenaten overtog magten og gjorde op med de gamle guder for i stedet at diktere en ny religion.

Solguden Aten skulle nu være den eneste tilladte gud, og den nye gudedyrkelse førte en større samfundsomvæltning med sig, og regentparret valgte at flytte og anlægge en ny residens, en storslået ny by, der i dag kendes som Amarna.

Det praktiske

Glyptokets yoga-events er åbne for alle, der har lyst til at være med.

Joséphine Renards filosofi er, at yoga er en træningsform, hvor alle kan deltage – også dig, der ikke kan nå dine tæer, har skader eller ekstra kilo på sidebenene.

Vil du være med, skal du være opmærksom på, at der ikke er omklædningsfaciliteter på stedet, og det er ikke tilladt at medbringe egen yogamåtte.

Det anbefales at komme i god tid, så man kan nå at låse sine ejendele inde i garderoben.

Læs mere og køb billet her.

Hvad: Yoga på Glyptoteket
Hvor: Dantes Plads 7, København V
Hvornår: 23. marts og 13. april 2023 kl. 17 og 19

Del artikel

Andre læser også