Ren selvforkælelse: Kom helt ned i gear hos byens mest luksuriøse spa
Er du også stødt på utallige lækre billeder på sociale medier fra noget, der mest af alt ligner et guddommeligt tempelspa – så er det formentlig blot AIRE Ancient Baths i Carlsberg Byen, du har set.
De slog dørene op i september 2020, og trænger du til en ordentlig omgang selvforkælelse i en kold og grå måned, så er AIRE lige stedet for dig.
Kom med indenfor murene, da MigogKbh kiggede forbi på en mørk november-dag kort efter deres åbning.
Gennemtjekket og (ført) hele vejen igennem
Ofte forbinder man spa med noget meget luksuriøst, men selv inden for dette feltet findes der flere grader.
Hos Aire i Carlsberg Byen kræver det ikke meget mere end at træde igennem dørene under den gamle Dipylonport fra 1892, før man mærker det høje niveau.
Det her bliver en god eftermiddag.
Omgivelserne er rustikke og meget autentiske, og mens du samtidig hører lyden af rindende vand, så bliver det næsten svært ikke at lade roen ramme dig allerede nu.
Du bliver taget pænt imod i receptionen og guidet ned i den mindst lige så autentiske omklædning, hvor den grundige vejledning fortsætter.
Og du kan godt glemme alt om de farvede metalskabe, som du måske husker fra svømmehallen eller gymnastiksalene – indretningen her er max gennemført i samme stil som de gamle græske og romerske badeanstalter.
Intet er overladt til tilfældighederne, så ikke nok med at hele oplevelsen er yderst gennemtjekket, så bliver du altså også taget pænt i hånden (på behørig Corona-afstand, naturligvis) og ført hele vejen igennem spaen af deres dygtige medarbejdere med en grundig forklaring og vejledning af hvert enkelt bassin.
Med i pakken hører naturligvis også, at der i badet (og i hvert fald i den kvindelig omklædning) er fyldt op med lækre hår- og hudplejeprodukter, føntørrer og glattejern, så du kan forlade spaen lige så billedskøn, som da du kom.
For lige at tage den helt ud tilbyder de også at tørre dit badetøj efter endt besøg – det er da gennemført.
Find din indre gud eller gudinde frem
Aire tilbyder forskellige former for pakker, hvor du både kan gå all-in med et privat rødvinsbad og en times fuld kropsmassage med vindruekerneolie, eller du kan komme og ”blot” nyde badefaciliteterne.
Prisen er naturligvis sammensat herefter.
MigogKbh prøvede en fin mellemting med de mange bade og 30 minutters massage oveni.
Massagen var fantastisk, men det er absolut også værd ”bare” at nyde de mange bade, som inkluderer intet mindre end syv forskellige med temperaturer fra 10-40 grader, et dampbad og en omgang salteksfoliering.
Èt af de syv bade har et lige så højt saltindhold som Det Døde Hav (342 g/kg), hvor du fint kan flyde rundt, mens du lytter til musikken under vandet.
Ro på flere niveauer
Omgivelserne fortjener sit helt eget kapitel, men det gør roen også.
Du træder nemlig direkte ind fra en travl og pulserende by til noget, der minder om en helt anden verden af selvforkælelse og afkobling.
Der er selvfølgelig en begrænsning på, hvor mange mennesker her er ad gangen, og det kan godt føles om, I har hele paradiset for jer selv.
Her er alle de rigtige vilkår for at finde din indre ro men faktisk også den ydre, da Aire opfordrer alle til at tale lavmælt for at nyde oplevelsen til fulde.
Vi følte os lidt som et par nye mennesker efter besøget hos byens nye luksusspa, og der er ingen tvivl om, at vi skal tilbage og have en tur til.
Har du mulighed for at gøre det samme, så sender vi vores bedste anbefalinger herfra.
Hvad: AIRE Ancient Baths
Hvor: Ny Carlsberg Vej 101, 1799 Copenhagen. Direkte adgang fra Hotel Ottilia
Hvornår: Alle dage fra kl. 9-23
Hvor meget: Vi prøvede en ”AIRE Ancient Bath & 30’ Relaxing Massage (120 min)” til 1.025 kr. pr. person
Hvordan: Læs mere og book lige her
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram