Vinteridyl nord for København: Nu åbner magisk juleunivers på Bakken

Fredag d. 26. november åbner Bakken for fjerde gang parken op for gæster i juleperioden.
Fire weekender i træk samt hverdagene op til jul inviterer Bakken til en masse julestemning, juleboder samt forlystelser, spil og besøg i de hyggelige restauranter og en vaskeægte tur til Grønland med familiemusicalen Nissebanden i Julemandens Land.
Der er gratis entré for både børn og voksne.

Kom i julestemning med Nissebanden
Skal du i den helt rette julestemning, så skal du til at sætte kursen mod Bakken.
Her kan du gå på opdagelse rundt i verdens ældste forlystelsespark, hvor Bakkens populære mekaniske rensdyr Svend, Knud & Valdemar igen står klar til at synge for både børn og voksne.
Som noget helt ekstraordinært har du også mulighed for at opleve ‘Nissebanden’ som en sjov musical for både store og små.
“Det er en fornøjelse, at vi har mulighed for at bruge Cirkusrevyens rammer til at kunne invitere hele familien ind til en ægte juleklassiker med musicalen om Nissebanden her i Bakkens juleperiode,” siger Bakkens direktør, Ole Andersen.
Vil du også gerne se den folkekære julekalender live, så kan du købe billetter til Nissebanden på Bakken lige her.

Magi for både børn og voksne
Du kan igen i år også opleve det smukke juleunivers foran Friluftsscenen, hvor Danmarks højeste mistelten igen i år er rejst.
”På Bakken har vi forsøgt at skabe et hyggeligt juleunivers for både børn og voksne.
Vi har selvfølgelig vores forlystelser og spilboder i parken, men derudover emmer der af jul fra det hyggelige julemarked og boder i Bakkens gader.
Vi håber at kunne invitere folk ind til en hyggelig dag med nærvær og samvær og med højt til loftet og med god plads til vores gæster,” siger Bakkens direktør, Ole Andersen.
Til Jul på Bakken kan du også opleve Pjerrot juleshow samt Bakkens Julemor, som er klar til at underholde både børn og voksne.
”Vores gæsters tilbagemeldinger fra de tidligere år med vores juleåbning har været utrolig positive.
Vi oplever, at folk tiltrækkes af den hyggelige julestemning, som er noget helt særligt med placeringen i Dyrehaven og med julemarkedet rundt i gaderne. Den stemning oplever du ikke andre steder,” slutter direktør, Ole Andersen.
Hvad: Jul på Bakken
Hvor: Bakken, Nordsjælland
Hvornår: Alle fredage, lørdage og søndage fra 26. november til 19. december samt hverdagene 20., 21. og 22. december
Hvor meget: Gratis entré
Hvordan: Læs mere her