Stor guide: 10 børnevenlige restauranter i København

Hvor kan man gå hen og spise, hvis man gerne vil give ungerne en god madoplevelse i byen?
Det kan være hyggeligt at tage hele familien med på restaurant – bare ikke, hvis man er bange for, at de spilder på dugen eller forstyrrer de andre gæster.
København har heldigvis en række restauranter, som byder de små gæster velkommen med åbne arme og endda har lavet gode menuer særligt til deres små maver.
MigogKbh guider her til 10 gode restauranter for børn.

Halifax
Burgere kan I også få på Halifax, der er et hit hos mange børn og voksne.
Hvis ungerne ikke kan spise en burger i voksenstørrelse, kan de få børneudgaven i stedet.
Her får man 85 gram oksebøf i bolle med cheddar, salat, tomat, ristede løg, salatløg, remoulade, syltede agurker, ketchup eller mayonnaise for 65 kroner.
Læs også: Guide: 10 fede museer for børn i København og omegn Er man ikke i humør til burger, kan man i stedet bestille sprøde nuggets.
Begge dele kan opgraderes til en menu med enten kartoffelmos eller fritter, og hvis der er mere plads i maven, kan man tage en milkshake til dessert.
Se mere på halifax.dk.
Hvad: Halifax
Hvor: Nørrebro, København K, Frederiksberg, Østerbro, Vesterbro, Amager og Valby

Capa
Fine restaurantbesøg er ikke kun for de voksne.
På Casper Sobczyks Capa, der holder til på Scandic Palace Hotel på Rådhuspladsen, bliver børn forkælet mindst lige så meget som de voksne, og børnemenuen er noget ud over det sædvanlige.
Af og til afholdes der endda særlige børnemiddage, hvor mor og far ikke må være med.
Mens de små hygger sig med maden, kan de voksne hygge sig med “voksenmad” i loungen eller på terrassen.
Se mere på capa.nu.
Hvad: Capa
Hvor: Scandic Palace Hotel, Rådhuspladsen 57, København K

Sticks’n’Sushi
Hvis toppede ruller med chili, hvidløg og andre skarpe smage er lidt for meget for børnenes følsomme smagsløg, er der heldigvis gode alternativer til de små, når forældrene vil have sushi.
Hos Sticks‘n’Sushi har de et godt udvalg af børnemenuer i forskellige størrelser.
Menuerne byder på mild sushi i små mundrette bidder, ris, edamamebønner, grønt og dip, og til dessert er der en lille, sød chokoladefisk.
Se mere på sticksnsushi.com.
Hvad: Sticks‘n’Sushi
Hvor: Vesterbro, Indre By, Østerbro, Frederiksberg, Valby og Amager

Pico Pizza
Pizzaer er et sikkert hit, når ungernes sult skal stilles.
Hos populære Pico er pizzaerne perfekte til børn, for de er små, og man kan kan selv sammensætte sin menu, som man vil.
Er der således kun plads til en enkelt minipizza i maven, er det blot det, man bestiller til børnene, men man kan også vælge menuen, der består af tre pizzaer efter eget valg.
Der er både klassikere som Hawaii og Margherita på menuen, men også mere interessante varianter med eller uden kød kan fås.
Se mere på picopizza.dk.
Hvad: Pico Pizza
Hvor: Nørrebro, Vesterbro, Amager, Brønshøj, Nordvest og Valby

Pincho Nation
Popcorn, cirkusstemning og massevis af små retter at vælge imellem er, hvad man får hos Pincho Nation.
Det er lige noget for børnene, som desuden kan skylle det hele ned med farvestrålende drikkevarer.
Pincho Nation har to restauranter i København – en lige ved Nørreport og en på Axeltorv.
Her bestiller man sin mad på en app, og menukortet består af alt fra mini-pitabrød til kyllingespyd og isdesserter.
Retterne serveres, så det er nemt at dele og smage lidt af det hele.
Se mere på pinchonation.dk.
Hvad: Pincho Nation
Hvor: Axeltorv 8 i København V og Fiolstræde 44 i København K

Camping
I Kødbyen kan frokosten kombineres med minigolf.
Camping er nemlig ikke bare et spisested, men også hjem for en sjov minigolfbane, der nok skal få smilene frem hos både forældre og børn.
En familiedyst med køller og bolde kan således afsluttes med en omgang burgere til hele holdet.
Se mere på camping.bar.
Hvad: Camping
Hvor: Kødboderne 9, København V

Wokshop
Skal der asiatisk på gaflen eller pindene, kan hele familien sætte kurs mod Wokshop.
Mens de gamle kaster sig ud i stærke karryretter, kan de yngste få noget mere mildt at gumle på.
På børnemenuen er der flere gode sager at vælge imellem – blandt andet kyllingespyd med peanutsauce eller forårsruller og stegte nudler.
Læs også: Top 10: Her er Københavns bedste seværdigheder for børn Og glem ikke rejechips!
Læs mere på wokshop.dk.
Hvad: Wokshop
Hvor: Indre By, Frederiksberg, Valby, Østerbro og Amager

Frankies Pizza på Frederiksberg
På Frederiksberg findes en restaurant, der har sit eget legerum.
Det er Frankies Pizza i Allegade – tæt på Frederiksberg Have, og vi tør næsten love, at der ikke bliver noget brok, hvis I samler familien til en hyggelig middag her.
Menukortet bugner af mange børns yndlingsspise, nemlig pizza.
Og til dessert kan man endda få Nutella-calzone med mascarpone og hasselnødder.
Hvad: Frankies Pizza
Hvor: Allegade 2, Frederiksberg

Osteria Alfredo
Der hænger fornemme anbefalinger i vinduet på det hyggelige Osteria Alfredo lige ved Vesterport.
Men børnefamilierne skal altså ikke lade sig afskrække af fine fornemmelser.
Osteria Alfredo er nemlig som skabt til børnefamilien, som vil mødes over god mad.
Her er liv og glade dage, og ungerne er velkomne til at se køkkenet og være med til at lave en pizza, når køkkenet ikke har for travlt.
Der skal være plads til alle – også de helt små, som der naturligvis også er specielle stole til.
Her er ikke en separat børnemenu, men børnene får tilbudt den samme gode mad, som de voksne.
Køkkenchef Alfredo Franco og hans kone May-Britt Franco (de har selv 4 børn) laver dog gerne alt i halve portioner til de små.
Hvad: Osteria Alfredo
Hvor: Vester Farimagsgade 35, 1606 København K

La Rocca
At spise ude må gerne være lidt romantisk. Også selv om der er børn med, det bliver bare den såkaldte kaos-romantik.
I Italien er børn en naturlig del af udelivet – og det gælder også hos La Rocca.
Her kan børnene hygge og føle sig hjemme, og samtidig kan mor og far slappe af og nyde middagen.
Restauranten har bløde polstrede stole, walk-in-vinskab og et Pastaria, hvor I kan se den friske pasta blive lavet fra bunden.
Se mere på larocca.dk
Hvad: Ristorante La Rocca
Hvor: Vendersgade 23-25, København K