Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Rejs rundt om Øresund: Rejemadder, boutique-hoteller og store oplevelser venter dig

Af Henrik Thierlein
Botaniska Trädgården i Lund. Foto: Henrik Thierlein
Botaniska Trädgården i Lund. Foto: Henrik Thierlein

Udlandet kalder og er du til en kortere ferie eller weekend tæt på hovedstaden, så kommer der her nogle gode idéer til en tur rundt om Øresund på den svenske side vel og mærke.

Den danske krone er stærk, så der er mulighed for at bo ekstra godt og spise endnu bedre, og der er virkelig mange spændende steder i det svenske, om du tager via broen i syd eller bådene i nord.

Varmt välkommen till det gamla danska landet Skåne! 

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. Du kan læse flere af hans guider til København og resten af landet her

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til sine bedste steder på den anden side, eller hinsidan, som mange danskere tror er svensk.

På tur til Sveriges spisekammer

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen. Jeg har altid elsket denne del af Sverige. Det er som at komme til Sydeuropa, ja landsdelen er Sveriges spisekammer, og historien her er mere svensk end dansk.  

Jeg har valgt at tage bussen via broen til turens første stop, Malmø, så kan jeg se de imponerende bropyloner på Øresundsbroen, som blev bygget i herrens år 2000, som et kærkomment link mellem de to lande og kun adskilt af 16 km vand.

Jeg arbejdede dengang med med et internationalt presseprojekt med det geniale motto: One destination – two countries, og fandt ud af, hvor tæt vi er på et andet land med anderledes traditioner, mad, sprog og væremåde. Alligevel har jeg altid følt, at Malmø er en bydel i København som København V, N og K og har lidt spøgefuldt altid kaldt Malmø for Købehavn M.

MJ’s i Malmø. Foto: PR

Malmø: Stjernedrys, historie og en ny skybar

Jeg er landet med bussen i den gamle bydel inden for kanalerne og indkvarterer mig straks tæt på Stortorget i Mäster Johansgatan på kulthotellet MJ’s. Her på hjørnet og tæt på Lilla Torgets Nyhavnsstemning finder jeg en hel lille verden af oplevelser, som en destination i sig selv.

Her er fitness, sauna, lobbybar med dj, glasoverdækket atriumgård med restauranten MJ’s som epicenter. Her serveres alle tre måltider, og til frokost, ikke at tage fejl af morgenmad, som her i Sverige hedder Frukost, serveres dagens ret med grønsager fra egen farm. Prøv gerne æble/slåenbær-juice fra Beskows på Bjärehalvøen i nord.

Olsson & Gerthel i Malmø. Foto: PR

Til aften kan du vælge en tur-retur til Asien med konceptet LILLIES next door i Isak Slaktaregatan. Ja, selv indgangen er lavet med affaldscontainere, som i Asien, i den lille passage, der leder op til den røde dør, hvor der venter mig et restaurantlokale, som minder om mine ture til Hong Kong og Bangkok. Asiatisk delemad family-style med en blanding af sashimi, dumplings, rolls og BBQ ledsaget af mock- og cocktails og en bar, der byder op til dans. 

Nu er det tid til min absolutte yndlings-sightseeing også i Köpenhamn, nemlig en kanalrundfart, som her i byen sejler rundt i havnen og de mange kanaler og under mere end 20 broer. Det er simpelthen et must, om du kender byen eller ej. Det er for mig 50 minutters ren nydelse, at se enhver by fra vandsiden og her i Malmø høre om den dansk-svenske historie, som ikke altid har været præget af venskab.

Vil du tage en tur rundt i kanalerne på egen hånd, så lej en GoBoat samme sted i 1, 2 eller 3 timer, og vær din egen kaptajn og erobr Skåne fra vandvejen, som danske Kong Harald Blåtand gjorde det i 970’erne. 

Turen går videre til Lille Torg, hvor jeg altid lige må indenom Form Design Center med skiftende gratis udstillinger og en skøn design shop. Er du derimod til ren designshopping, så læg vejen forbi Olsson & Gerthel tæt på torvet, og får du pludselig lyst til en øl med typisk hjemmelavede engelske pies og muffins, så tilbyder britiske Matthew Young hos Marvin 20 forskellige fadøl fra UK’s bedste mikrobryggerier i et smukt nordisk indrettet lokale syd for kanalen. 

Findes der Michelin i Malmø?

Det kan du tro, der gør. Se listen her: 

Vollmers – 2 stjerner 
Namu – Bib Gourmand 
Ruths – Bib Gourmand 
Västergatan – anbefalet
Atmosfär – anbefalet
Kockeriet – anbefalet
Mutantur – anbefalet
Bloom in the Park – anbefalet
Lyran – anbefalet

Bonus: 
Knystaforsen – danske Nicolai Tram har 1 stjerne 2 timer fra Malmø

Det er tid til frokost eller lunch, som det hedder her hos broderfolket, og jeg går gennem Kungsparken og dens mange kanalsystemer og broer og nærliggende Slottsparken med danske Henning Larsens moderne arkitektperle Stadsbiblioteket for at komme ind til Slottsträdgårdens Kafé, som ligger ved siden af danske Erik af Pommerns Malmö Slott & Museum.

Her blandt drivhuse, botaniske haveanlæg, insekthotel og mølle er en af mine favoritsteder for den svenske kæmperejemad ”Räksmörgås”, og jeg bliver ikke skuffet her udendørs blandt planter og frugttræer, og skulle det regne, så er et af de gamle drivhuse indrettet til spisested. Prøv gerne Rabarbersaft fra skånske Grudeholm. Måltidet sluttes af med en af deres lækre hjemmelavede kager med kaffe, i Sverige kaldet Fika.  

Kan man bade i Malmø? Ja, og der er et utal af offentlige badebroer tæt på den legendariske Ribersborg Kallbadhus, som mest af alt kan sammenlignes med danske Helgoland Søbadeanstalt. Jeg vælger en af de mange badebroer og får en god snak med de, der her bader året rundt. Her er kig til Danmark, broen og ikke mindst Malmøs 190 meter høje vartegn, herude ved Västra Hamnen, Turning Torso tegnet af arkitektlegenden Santiago Calatrava.

Turning Torso. Foto: Pxhere

Aftenen trænger sig på efter badeturen, og her på den svenske side af Øresund er der solnedgang. Jeg har bestilt bord på en gammel kending, som siden jeg var her sidst, er blevet nyrenoveret til sin storhedstid ved åbningen i 1912 med marmor, terrazzogulv og originalt glasloft.

Brasserie Sture ligger i nok det smukkeste restaurantlokale her i Sveriges tredje største by og er en god blanding af brasserieklassikere garneret med skånske asparges, pocheret laks med hollandaisesauce, schnitzel med dansk Vesterhavsost, Ystad gris og traditionel tatar. David og Johan er gode værter og det tætteste, man kommer kontinentet med et svensk twist. 

Det er tid til en drink på byens nye Skybar 85 meter over byen, ja, for sådan en har Malmø også, og der er en fantastisk udsigt over byen og broen, så du bliver i tvivl, om det er Manhattan eller Malmø. Og skulle du drikke for meget her på hotellets Skybar eller blive svimmel af udsigten, så har Clarion Hotel Malmö Live sin egen Zlatan-suite opkaldt efter bysbarnet og fodboldlegenden af samme navn.

Domkirken i Lund. Foto: Henrik Thierlein

Lund: Domkirke, botanisk have og en kop hipsterkaffe til kagen

En ny dag gryer, og turens næste stop er kun 15 min væk med tog i retning nord til Sveriges ældste by. 
Lund var på et tidspunkt Danmarks hovedstad, og det siges, at ingen dansk konge kunne bestige tronen uden at blive hyldet i Lund. I dag kan den berømte Domkirke fejre 900-årsjubilæum, og Kong Valdermar Sejer er begravet i kirken, og hvert år hyldes Dannebrog på danske Valdemarsdag. Flaget faldt ned fra himlen i Estland, og Valdemar fik sin sejr. 

Kirken har for øvrigt et fantastisk astronomisk ur, der to gange om dagen spiller et mekanisk skuespil med to riddere, der slås med lanser – den mørke og den lyse ridder. Kirken har altid været godt skuespil, også her i Lund. 

Byen er også kendt for sit universitet, men hvad jeg ikke vidste, var, at byen også har en af Sveriges smukkeste botaniske haver, så der vil jeg drage hen. Men først skal jeg lige checke ind på byens grand dame, nemlig Grand Hotel Lund, hvor jeg også boede med min familie for mange år siden.

Det var et glædeligt gensyn med de flotte sale, værelser og trapper med indbyggede glasmosaikker og blomsterbuket. Hotellet fra 1899 ligger ud til en smuk park og frokostcaféen Ingrid på hotellet er udendørs under markiserne og serverer sørme smørrebrød med svensk twist og på godt rugbrød. Hotellets brasserie hedder Gambrinus og er opkaldt efter øllets gud. Meget apropos på et hotel, hvor man får brygget sin egen pils. Grand Øl. 

Gambrinus har et sæsonkøkken med alt det bedste fra Skåne. Asparges fra Österlen, rødtunge, lufttørret svensk skinke, steaks af svensk kød, rabarberkompot med friskost, ja, selv østersene er svenske fra Grebbestad. Hotellet serverer også afternoon tea og har egen delikatessebutik ved navn Grand Deli. Navnet Grand er velvalgt. 

Grand Hotel Lund. Foto: Henrik Thierlein

Botanisk have hedder i Lund Botaniska Trädgården, og det var en meget positiv overraskelse med de mange væksthuse, søer og smukke anlæg. Ved søen ligger Patisseriet Botan, i det gamle kulhus, som opvarmede væksthusene i gamle dage og her serveres Skagen Smörgåsar på dansk rugbrød, og til kaffen spiser man ofte kagen Hallongrotta bagt på smør – en mørdejsdrøm med Hallonsylt – hindbærsyltetøj.

Søsterkonditoriet Patisseriet i Klostergatan og Restaurant Klostergatans Vin & Delikatess har samme ejer og er et besøg værd, når man har fået nok botanik og bevæger sig ind mod det hyggelige centrum ved domkirken. The boy next door Love Coffee og Love Coffee & Wine på Clemenstorget serverer hipsterkaffe og vin, og er du til te, så er Chocolaterie & Tehus HOVBY No 9 stedet. Skal du ud og drikke en øl med svensken, så er baren Shotluckan en legendarisk beværtning med fuld gang i den indtil 03 om morgenen. 

Kulturen i Lund. Foto: Henrik Thierlein

Lund har meget kultur at vælge imellem med både Skissernas Museum, Lunds Konsthall og for ikke at tale om Slaget ved Lund 1676, som guider dig igennem slagmarken via en app.  Jeg vælger dog Kulturen, et kulturhistorisk museum á la Frilandsmuseet i Danmark, blot inde i selve byen og tæt på domkirke, og sørme om årskortet til Frilandsmuseet ikke også gælder til Kulturen og vice versa. 

Lund burde optages på UNESCO’s verdensarvsliste. Domkirken er enestående og sikke et bymiljø. Jeg er stemmer for!

Øen Hven – med båd fra Danmark og Sverige
Hven midt i Øresund var dansk under navnet Ven indtil 1660 og ligger 4,5 km fra Skåne og 7,5 km fra Sjælland, så svenskerne vandt slaget. På øen ligger resterne af astronomen Tycho Brahes observatorier på slottet Uranienborg og observatoriet Stjerneborg.

Øen har et helt specielt mikroklima, der gør, at der dyrkes bl.a. durummmel hos Hven Durum.

Lej cykler ved færgen hos Ven Cykeluthyring, eller kør med øens rutebil Venbussen rundt til de små byer inkl. en rundvisning på øens destilleri Spirit of Hven.

Bo og spis på House of Hven i landlig svensk idyl overfor Tycho Brahe Museet midt på øen, og spis på de små restauranter i bl.a. havenbyen Kyrkbachen.

Se mere på VisitHven, og sejl til en af mine absolut favorit-øsamfund fra Landskrona-Hven med Hven Trafiken og fra Toldboden i København eller Helsingør med Sundbusserne, som også sejler Helsingborg-Helsingør-København.

Toget afgår fra Lund station via Landskrona, hvor der er sejlads til Hven, og videre med toget til Helsingborg. 

Har du tiden, så besøg Landskrona, byen ved sundet med teater, kunsthal og ikke mindst det historiske citadel. Læs mere på Landskrona & Ven.

The Vault Hotel. Foto: PR

Helsingborg: Kultur, lækkert hotel og maritim stemning

Turens sidste stop ved Øresund er Helsingborg. Byen føles som en provinsby på den helt skønne måde.

Jeg er kommet her i mange år og elsker byens placering ved sundet. Faktisk er det kun 3.750 meter, der skiller byen fra Helsingør her på Øresunds smalleste sted.

Jeg checker ind på The Vault Hotel, en gammel statslig bankbygning fra 1899, som i dag er et dejligt boutique hotel med kun 56 værelser og smuk historisk atriumgård med bar, og som noget helt nyt er der kommet nye restauratører på konceptet Matpublik. Sørg for at booke et af de få værelse med balkon mod den prominente plads Stortorget, som ligger ud for hotellet på vej op til Slottshagen.

Jeg drager på lejecykel ud til det lille fiskerleje Råå syd for byen. Det var her danskerne hele to gange prøvede at generobre Skåne. Det lille fiskerleje minder meget om Dragør. Her sejler der faktisk en færge, RååBåtarna, direkte til øen Hven. Er du interesseret i det maritime, så besøg Råå Museum lige ved siden af båden. 

Det er nu tid til lidt kultur, men før det cykler jeg ind mod centrum, og får mig en kop kaffe endnu engang med Hallongrottor-småkagen i den gamle legendariske Zoégas Kafé 1886 med de originale kaffemøller. Caféen var ellers lukket men borgerprotester gjorde, at den legendariske lokation fik nyt liv.

Dunkers Kulturhus. Foto: Martin Olsson, PR

Dunkers Kulturhus ligger præcis overfor, så et skud kultur er sikret. Byens hvide vartegn ved Øresund er bygget af danske Jan Utzon for 20 år siden, og det 16.000 m2 store kulturhus med tre udstillingssale samt teater- og koncertsal er bygget af en fond efter den danske industrimand Henry Dunker, gummifabrikanten, der blev Sveriges rigeste mand.               

Nu er det tid til aftensmad ved vandet, og her falder valget på Sillen & Makrillen, en restaurant bygget helt ude på stranden ved kanten af Øresund. Stedet er fyldt med danske møbelklassikkere, og på menuen er østers, svensk okse, fjeldørred fra Umeå, nationalosten Västerbottenost og skånske jordbær. Smaklig måltid – velbekomme. 

Udflugten i det skånske er ved at være slut, og den korte vej tilbage til Danmark er overskuelig. En kort sejltur på 20 minutter med en kop Helsingborg-ristet Zoégas mokka på dækket, og mon ikke de også sælger Kardemommesnurren.

Hejsan Sverige – jeg er på vej hinsidan til det rød-hvide danske broderfolk igen. Færgen er i havn om få minutter! 

Bo svensk på den danske side og se over på… Sverige! 

CPH Strandpark er et helt nyopført hotel i Kastrup Havn med spa og wellness-område, restaurant med havudsigt og fokus på dansk-svenske råvarer, Skybar med vue til flyene til og fra CPH og udsigt fra værelserne til Den Blå Planet og Sverige.

Så ønsker du at være en nat på den danske side af Øresund på et svensk koncept med overvejende svensk betjening og med udsigt til Malmø, så er dette den perfekte Øresundsudflugt kun 13 minutter fra Hovedbanegården og 24 minutter til Malmø. Genialt. 

Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration 

Læs mere på VisitSkåne, VisitSweden, VisitLund, Malmö Stad, VisitHelsingborg.

Overfartstiden er 20 minutter til Helsingborg med passager- og cykelfærgen Sundbusserne (sejler også til København og Hven) og bilfærgen ForSea eller ruten sydom via Øresundsbron med bil, bus, tog via Kastrup/ Malmö og Skånetrafiken med 48 timers Öresund runt-biletten

Del artikel

Andre læser også