20 år med Ørestad: Bydelen frister med Skybar, lækre hoteller og arkitektoniske perler

En til tider udskældt bydel bygget op om kanaler, natur og ultramoderne arkitektur har de senere år taget endnu mere form, og en tur derud i dag vidner om spændende koncepter, når det kommer til bespisning, overnatning og arkitekturperler på en metro tur-retur her i 20-året for bydelen.
MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi.
Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.
Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til oplevelser på kanten af Naturpark Amager, der som en fem kilometer lang og kun en halv kilometer bred slange, bugter sig gennem den markante arkitektur helt ud til, hvor køer, heste og får vender!
Pak weekendtasken, eller smut herud på en dagstur med metroen, for hver metrostop byder på en ny overraskelse i de fire bydele, der starter med Ørestad Nord og slutter naturligt i Ørestad Syd.

To arkitektoniske perler – ikonisk kollegium og blå isblok fyldt med musik
Vi kan lige så godt kaste os ud i det. Jeg er sulten, men denne gang er det efter arkitektur, maden må vente lidt.
Jeg er stået af ved Islands Brygge metrostop for at begive mig i retningen af DR Byen, for her langs kanalerne ligger turens første arkitekturperle af et rundt træbyggeri.
Tietgenkollegiet er skabt af tegnestuen Lundgaard & Tranberg og er på min top 10 i byen sammen med næste markante byggeri her på gåturen gennem Ørestad Nord.

Jeg fortsætter langs kanalerne, og pludselig lyser en kæmpe koboltblå kube op, som en blåfrossen isblok, som arkitekten har udtalt om sin genistreg. DR Koncerthuset er tegnet af den franske stjernearkitekt Jean Nouvel tilbage i 2009, og selve juvelen i bygningen er den imponerende koncertsal.
Her kan dagens kulturelle indspark nydes før eller efter check-in på Zoku Copenhagen. Konceptet er som små mini-lejligheder, når først du er kommet ud af elevatoren på øverste etage og forceret en mindre udgave af botanisk haves væksthuse med udsigt over Ørestad Nord. Maden er moderne og grøn, og jeg kunne godt se mig selv bo her en hel weekend på en lille staycation blot 5 minutter fra centrum.

Tag med på madbodega med globetrotter food
Ørestad City skal nu opleves, og jeg tager de kun tre stop videre til Ørestad station. Fordelen ved metroen er, at den er hævet over terræn, og dermed er det den perfekte sightseeing-tur med god udsigt fra togene og især perronerne, når man stiger ud. Jeg er nu blevet sulten, og denne gang er det rent faktisk efter et måltid.
Kays Købmand og Madbodega rammer den helt rigtige internationale ånd med sit nye globetrotter food, man som beboer eller besøgende har lyst til at opsøge herude. De lokale køber surdejsbrød og delikatesser, og vi andre sætter os godt tilrette i madbodegaen for morgenmad og frokost med alt fra tapas og smørrebrød. Snart byder Kay & Co. indenfor igen til middag med 3-4 retters. Rent smovs her i kontorhuset HUB1 ved kanalen.
The boy next door længere nede ad kanalen hedder Nabo og er en light cafeteria-version af Kays uden at gå på kompromis. Lette retter, kage og kaffe og pragtfuldt glaslokale med højt til loftet, når man har brug for et behageligt stop midt i al arkitekturen.
Men vi er jo ikke kun kommet herud for kun at spise, men også for at opleve, og er du som jeg til arkitektur, så er du havnet det helt rigtige sted. Danmarks arkitekt-darling number one Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG har tegnet VM-Husene og naboen Bjerget, kåret som verdens bedste boligbyggeri, og det ses, når man betragter de hængende villahaver i op til 10-11 etagers højde.

Som at være i New York eller Bangkok – spis med udsigt over fælleden
Nu vi er tæt på metrostop Bella Center, er det tid til at spise eller også at bo i Ørestads mest markante byggeri. Som en moderne, smal og asymmetrisk triumfbue står AC Hotel Bella Sky og stræber mod himlen. Verdens skæveste hotel kalder 3XN arkitekterne det selv.
Skævt eller ej, jeg checker ind, og man kan vælge mellem vue mod byen eller mod Amager Fælled. Hotellet råder over hele to restauranter, og stilen kunne ikke være mere forskellig. På toppen, ja hele 76 meter oppe, ligger Sukaiba Copenhagen med asiatiske serveringer og i omgivelser, der leder tankerne hen på en skyskraberrestaurant i Bangkok, New York eller Dubai.

På et indskudt niveau i den imponerende stueetage er det nye koncept Martha Brasserie, opkaldt efter den danske forfatterinde Martha Christensen og hotellets gadenavn og det er et virkeligt godt alternativ til de asiatiske noter mod skyerne på Sky.
Her serveres en 5-retters alt inklusiv eller gå á la carte med en enkelt deleret på kortet. Forvent alt fra skaldyrsbisque, oksetatar, pighvar og okse-short ribs. Til dessert en vinder, nemlig snobrød over ild med aske og brunet smør- og chokoladecreme. Mums.
Hvis du ikke valgte asiatisk, så er du velkommen efter Martha-måltidet til at tage din cocktail med udsigt over byen i Sukaiba.
Det sorte tårn – bo højt til vejrs og spis klassikere over åben ild før koncert i arena
Nabohotellet Crowne Plaza Copenhagen Towers med det sorte tårn har modtaget flere bæredygtighedspriser, så som World’s Greenest Hotel og Most Cutting Edge Green Hotel in the World og rummer Restaurant Bark i det imponerende atrium.
Menuen er for det meste sammensat af lokale råvarer og på det grønne hotel er økologi naturligvis i højsæde. Kortet er et godt mix af danske og amerikanske klassikere og mange retter er tilberedt over åben ild.
Slut aftenen af i Bark Bar & Lounge med cocktailen Bark Fashion, mocktailen Bark Lemonade eller som jeg, stedets egen iskolde Bark Beer.

Bark er et fint stop før en koncert hos naboen Royal Arena eller gå blot en tur rundt om tegnestue 3XN’s markante nordiske, bølgende og semitransparent facade på multiarenaen.
Det er som om, at Ørestad er hjem for flest hoteller per indbygger i en bydel med kun lidt over 26.000. Så der er ingen undskyldning for ikke at overnatte herude. Ibis Styles Copenhagen Ørestad er nyeste dreng i klassen, ja i hele Norden med Ibis Styles-konceptet.
Bygningen er tegnet af danske Holscher Nordberg, og selv lavpriskoncept CABINN Metro Hotel her i Ørestad har fået en ordentlig arkitektur-overhaling af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind med et genialt grafisk ydre her på Arne Jacobsens Allé meget apropos.

Sidste stop i Ørestad – kaffe, vin, øl og… natur
Vi slutter tour de Ørestad af med at besøge Ørestad Syd, metroens sidste stop før du havner i vaskehallen, om du falder i søvn på det ene stop. Her er turens tredje arkitekturperle af Bjarke Ingels og BIG, nemlig bebyggelsen 8Tallet med det nye spisested Terrassen med udsigt til naturen og kanalen. Huset bindes sammen af en cirka en kilometer lang gangsti, som snor sig langs facaderne i en dobbelt sløjfe formet som, ja et 8tal.
Før du rammer turens sidste anbefalinger, så smut lige en tur forbi Konsjös ved kanalen til en coffee to go eller som noget nyt et glas vinfør gåturen videre – ja eller for specialiteter og øko-brød med hjem. Er du mere til en god gang pubstemning, så mingle med de lokaler på Stamsted Bar til spilaften eller blot en iskold øl fra et af de mange gode mikrobryg der føres her.
Så er det tid til de store åbne vidder, nemlig Fælledens enorme savanne. Her er elefanter og tigere blot skiftet ud med rådyr, får, ræve og kvæg ude på Kalvebod Fælled. Traktørstedet Vestamager er på kanten af alle herlighederne og et godt sted at tanke op før gåturen, fulgereservatet, hestefolden og Naturcenter Amagers mange aktiviteter året rundt.

Tæt på Naturpark Amager er det nye udsigtstårn ved hovedindgangen mellem Asger Jorns Alle og Kanonvej, hvor det er muligt at se ud over Fasan- og Pinseskoven, Kalvebod Fælled og Ørestads skyline.
Ørestad tur-retur er ved at være færdig, og jeg vil inderligt håbe, at mange vil finde vej herud for de spændende arkitekturperler, de mange kultur- og hoteludbud, samt små og store gastronomiske tilbud, som faktisk er en tur værd.
Har du brug for at vide hvad der sker i Ørestad af aktiviteter og events i løbet af året, ja så har bydelen sin egen avis – læs mere her.
Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.