ANNONCE
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

6 lækre steder: Her kan du få nogle af byens smukkeste cocktails

Af Mathilde Mågård Hansen
Gode cocktails København Foto: Rasmus Kramer Schou
Gode cocktails København Foto: Rasmus Kramer Schou

Vi er heldigvis så privilegerede, at vi i København har virkelig mange (og gode) cocktailbarer.

MigogKbh guider til seks lækre steder, hvor din drink ikke bare smager godt – men også ser virkelig smuk ud.

God fornøjelse og god weekend!

Foto PR

Nimb

Nimb er en klassiker og absolut også i den mere luksuriøse ende.

Men deres drinks er virkelig gode og hiver gerne priser hjem på stribe.

De smager selvfølgelig også godt, men deres præsentation er sit helt eget eventyr.

Forvent både flotte glas, røg og vi ved ikke hvad.

At drikke cocktails på Nimb kan ikke sammenlignes med mange andre steder i København.

Hvad: Nimb
Hvor: Bernstorffsgade 5, 1577 København K

Móshù. Foto PR, Instagram

Móshù

Flotte drinks finder man også på Remees lille og eksklusive cocktailbar på Lille Kongensgade, som er skabt i samarbejde med erfarne cocktailpionerer fra nogle af byens allerbedste cocktailbarer.

Kom her efter innovative cocktails af fantastisk kvalitet, god musik, en afslappet atmosfære og ikke mindst et højt serviceniveau.

Og nå ja, så stammer navnet, Móshú, fra Remees og Mathilde Gøhlers ultra-nuttede kat. 

Hvad: Móshù
Hvor: Lille Kongensgade 8, 1074 København K

Foto Brønnum Facebook

Brønnum

Hvis man drømmer om en god nabo – og en flot cocktail – så er det nok ikke helt skidt at være Det Kongelige Teaters gamle scene.

Deres nabo hedder nemlig Brønnum og laver nogle af byens smukkeste og bedste cocktails.

De står altid knivskarpt, og så er Brønnum også et skønt sted at hænge ud både med vennerne eller en date.

Brønnum er tidligere blevet kåret til én af verdens 50 bedste cocktailbarer af udenlandske medier, og vi forstår dem godt. 

Hvad: Brønnum
Hvor: August Bournonvilles Passage 1, 1055 København K

Foto Bar 7 Facebook

Bar 7

Skal du have noget lækkert ovenpå din cocktail, så er Bar 7 lige et sted for dig.

Her propper de både Oreos, blåbær og andre sjove ting på din cocktail.

Den smager heldigvis også skønt, og især i weekenden er Bar 7 et festlig sted at hænge ud med både DJ og dansegulv. 

Hvad: Bar 7
Hvor: Studiestræde 7, 1455 København K

Balderdash Cocktail Foto Rasmus Kramer Schou

Balderdash

Geoffrey Canilao er Københavns skøre cocktail-professor.

Han er manden bag Balderdash, som ligger bunden af et lille grønt hus i charmerende Valkendorfsgade tæt ved Købmagergade.

De gamle lokaler har masser af intim charme og flere små kringelkroge, man kan hygge sig i.

Man ved aldrig hvad den altid glade, passionerede og kunst-uddannede amerikaner nu har fundet på af kreative cocktails, is eller små snacks.

Én ting er i hvert fald sikkert: Geoffrey er kreativ som få, og man kan altid få noget sjovt (og flot) i glasset. 

Hvad: Balderdash
Hvor: Valkendorfsgade 11, 1151 København K

Foto Hotel Sanders Facebook

Tata

Designhotellet Sanders i Tordenskjoldsgade har deres helt egen luksuriøse cocktailbar ved navn Tata.

Her står cocktails altid snorlige, og bag baren finder du nogle af landets bedste bartendere, der ofte hiver mange trofæer hjem fra cocktailkonkurrencer i både ind- og udland.

Om sommeren kan man næsten drømme sig direkte til en charmerende fortovscafé i Paris med en lækker cocktail i hånden, og om vinteren skruer de helt op for hyggen indenfor med store, bløde møbler.

Hvad: Tata
Hvor: Tordenskjoldsgade 15, 1055 København K

Del artikel

Andre læser også