Med på moden: 8 steder med sikker vinterbadning i København

Skal du være med på den helt store dille, så skal du da i gang med at vinterbade.
I København har vi mange skønne muligheder for at dyrke det kolde gys, men det er faktisk kun udvalgte steder, hvor badning er tilladt hele året.
Før du hopper i, så skal du nemlig tjekke, om der er skilte med ”Badning tilladt”, for ellers er det faktisk forbudt – og det kan koste dig en bøde.
Derudover anbefales det aldrig at bade alene, så tag din bedste ven med, og så siger vi bare rigtig god fornøjelse.
Se de udvalgte steder, hvor det er tilladt at bade året rundt lige her.

De to dyppezoner
Er du ikke så meget til at hoppe direkte i havnen, så er de to dyppezoner noget for dig.
De er med fast bund, og så kan de flyttes.
Lige nu finder du den ene ud for Sandkaj 27 i Nordhavn og den anden ved Kalvebod Bølge over for Havnebadet på Islands Brygge.
På Københavns Kommunes hjemmeside kan du holde øje med, hvor dyppezonerne befinder sig, så du kan finde dem, når du trænger til en kold tur i vandet.

Halfdansgade
Det er ikke kun i de lune sommermåneder, man kan bade ved Bryggen.
Der er også gode bademuligheder om vinteren på Islands Brygge – nemlig ud for Halfdansgade på Amager-siden.
Her er døgnåbent og åbent året rundt.

Kalvebod Bølge
Et af de mest populære steder at vinterbade i byen er Kalvebod Bølge.
Den ligger dejligt centralt lige ved Langebro.
Du finder Bølgen ved Kalvebod Brygge, og herfra kan du kigge lige over på Islands Brygge.
Her er det også tilladt at bade hele året.

Sandkaj
Ud over dyppezonen kan du i Nordhavn bade i det døgnåbne badeanlæg.
Det finder du ligeledes ved Sandkaj, som mange holder af at bruge hele året.
For at benytte sauna og omklædningsfaciliteter, skal man være medlem af Nordhavn IF.

Søndre Refshalebassin
På Refshaleøen kan du også hoppe i vandet.
Ude ved de populære Urban Rigger-containere til beboelse er der endnu en badezoner, hvor du kan ”nyde” det kolde gys om vinter – og for den sags skyld også dukkerter om sommeren.
Adressen hedder Refshalevej 145 A, 1432 København K.

La Banchina
De fleste har sommerminder fra smukke La Banchina, men er du en ivrig vinterbader, så burde du også kigge forbi i de kolde måneder og få dig nogle gode vinterminder.
Deres badeanlæg er nemlig døgnåbent hele året.
Badezonen ligger lige rundt om hjørnet fra Søndre Refshalebassin.

Havnegade
En helt nyt badezone er netop åbnet i Indre By.
Nu kan du hoppe i havnen lige ved The Standard i Havnegade.
Badezonen består af en ponton med en trappe ned til vandet samt en ponton med et lukket bassin.
Bassinet har bund og kan benyttes hele året.