Ugens tip: På Østerbro lokker de med guddommelige ispinde

Nå, kan du holde varmen derud?
Det er mandag og endnu en gang tid til Ugens tip fra redaktionen.
Vi har fået tippet om iskolde, japanske desserter, en kølig park og en lækker strandpark med streetfood.
Denne gang holder vi os i sommertemaet, og det skal nok være et hit hos både store og små.

Frisklavet og italienske ispinde
Ikke alle ved det, men på Olufsvej tæt på Østerbrogade ligger der en lille isbutik.
Navnet er OLUFs, og de sælger ispinde.
Som i frisklavede, italienske og megalækre ispinde!
Ja, dem er der altså langt imellem, men OLUFs er en ægte isperle.
Den lille isbutik byder altså hverken på vafler eller kugler men har derimod specialiseret sig i frisklavede italienske ispinde.

Isen laves hver dag i baglokalet fra økologisk mælk, for som ejeren, Thomas Krusborg siger; “italiensk is har en kraftigere smag og en blødere konsistens i forhold til industri is.
Det sker, da vi netop anvender mælk frem for fløde. Som bonus feder den også mindre.”
Og det er jo heller ikke helt skidt, hvis man som os kører en 2-3 is ned hver dag gennem hele sommeren.
Mælken laves til is; solbær, rabarber, chokolade, lakrids – mulighederne er mange.
Efter en hurtig tur i fryseren, er en række ispinde klar.
Herefter er det kun fantasien, som sætter grænser for overtræk og krymmel, der i mange facetter og nuancer pryder den store ismontre.

Sommer på en pind
Der er mange spændende slags, som frister i disken på Olufsvej.
Bestselleren er lakrids med citrom, men mangsorbet, hasselnød med lys chokolade og kaffegelato med kaffechokolade lyder nu heller ikke skidt.
Vi hopper alligevel på en koldskålsgelato med citronchokolade og kammerjunker – og sikke en herlig omgang sommer på ispind.
Alle ispindene koster 34 kr. på nær dem med sorbet, der koster 30 kr.
OLUFs har åbent alle ugens dage fra kl. 12-20, så sæt endelig kurs mod Østerbro.
Læs mere om OLUFs lige her.
Hvad: OLUFs
Hvor: Olufsvej 6, 2100 København Ø
Hvornår: Åbent alle ugens dage fra kl. 12-20