Får stor makeover: Københavnske kendinge rykker ind på populært sommer-spot
Følger du med her på siden hver mandag, når vi bringer Ugens tip, husker du måske, at vi i sommer fortalte om det lækre sommer-spot Halgodt nord for København.
Halgodt ligger på Skovshoved Havn og er en skøn oase med urban beach-stemning, strandstole og god mad.
Lige nu er stedet ved at gennemgå en større transformation, og der er derfor gang i byggeriet på området.
Et nyt stort forsamlingshus er på vej, lige som der etableres nye madboder, hvor nye stadeholdere rykker ind.
Fiskefavorit klar med bod
Tidligere kunne man blandt andet forsyne sig med burgere fra københavnerkæden Yo Burger, når man besøgte Halgodt, men nu skiftes der ud i madudvalget, og andre favoritter fra byen står klar til at tage over.
Blandt de nye stadeholdere er Hooked, som du sikkert kender fra deres velbesøgte restauranter på Nørrebro, Vesterbro, Carlsberg Byen, Frederiksberg og Christianshavn.
Den uformelle fiskefavorit tager selvfølgelig signaturretten Fish ‘n’ Chips med til Skovshoved Havn, og du vil også kunne bestille lobster rolls, rosé-rejer og klassikeren calamari.
En anden kending, der står klar og faktisk får comeback, når Halgodt åbner for sæsonen, er Dhaba.
Dhaba har tidligere været at finde på havnen med blandt andet butter chicken på menuen, og nu sker det altså igen.
Her i København finder du Dhaba i Jernbanegade, Tivoli Food Hall og Den Grønne Kødby, hvor de kokkerer indiske lækkerier.
Koncerter på havnen
Som gæst hos Halgodt vil du denne sommer desuden kunne købe is hos We Love Icecream samt italienske godter hos Pasta La Pasta, der er ejet af Michelin-kokken Morten Paaske.
Sidst men ikke mindst får en lokal Charlottenlund-forretning også plads i en af de nye madboder.
Det er Slagter Lund fra Jægersborg Alle, der i en ny grillbar kommer til at kokkerere burgere, flæskestegssandwich og pølser.
I løbet af foråret og sommeren vil Halgodt udover gode måltider, sommerstemning og chill-out byde på events som koncerter med blandt andre Back To Back og Johnny Deluxe.
Du kan følge med i udviklingen af det nye Halgodt på Facebook, og her kan du også se, når åbningsdatoen meldes ud.
Halgodt ligger på adressen Skovshoved Havn 16 i Charlottenlund.