Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Klar til at byde velkommen igen: Restaurant Brace genåbner med nyt på menuen

Af Redaktionen
Foto PR/Brace
Foto PR/Brace

Når restaurant Brace i Teglgårdsstræde genåbner torsdag 11. juni, har Nicola Fanetti og Ursula Waltemath taget et skridt tilbage til naturens økosystemer og de italienske rødder.

Restauranten åbner med et køkken, der forener skarpheden fra moderne fine dining med italiensk comfort foods enkelthed, kærligheden til håndværket, små producenter og økologi og et endnu større fokus på bæredygtighed.

Et fokus der gennemsyrer restauranten fra loftslamper, genbrugskokkejakker og -stegepander, til den store menu, hvor håndplukkede råvarer går igen i alle tænkelige versioner og non alko-drikkevareparringerne bliver til i et samarbejde mellem kokkenes rester og sommelierens opfindsomhed.

“Hvis der er én ting, krisen har lært os, så er det at kigge indad,” siger 31-årige Nicola Fanetti.

Omstillede restauranten under Corona

Siden Danmark lukkede ned i marts har han haft travlt som take out-chef og har langet hundredevis af brune genbrugsposer ud ad vinduet på Brace i Teglgårdsstræde i Københavns gamle latinerkvarter.

“Da Danmark lukkede, var vores reaktion at omstille restauranten til take out med enklere comfort food og et endnu større fokus på de små producenter, der ligesom os er og var under et stort pres.

Det er essensen af Brace og det, vi gerne vil skabe med vores restaurant.

Vi, vores producenter, gæster og medarbejdere er en del af et større økosystem.

Vi er afhængige af hinanden på godt og ondt, både når det gælder pandemier, men måske i endnu højere grad, når det gælder vores planet.

Den alvor kendte vi også til før corona, men nu hvor vi genåbner, ønsker vi at fokusere endnu mere på at skabe et fuldt ud bæredygtigt Brace,” forklarer Nicola Fanetti, der åbnede Brace sammen med sin partner Ursula Waltemath for lidt over tre år siden.

Københavns mindst fyldte skraldespand 

Holdet bag Brace prioriterer fortsat økologiske varer, og det i en grad, så da Nicola og hans partner Ursula Waltemath ikke kunne finde økologiske trøfler, startede de egen import af økologiske trøfler via virksomheden Tuber Truffle.

De ufravigelige, økologiske principper har også sikret Nicola Fanetti titlen som Årets økologiske kok i 2019.

Og så har Nicola en helt særlig mærkesag; Han vil have Københavns mindst fyldte skraldespand i køkkenet.

Han er godt på vej, skraldespanden – en standard 5-liters – er langt fra halvt fyldt efter fuld service.

“Det kan godt være, at det med skraldespanden er en lidt sjov ting at fokusere på.

Men det er også et sted, hvor det bliver meget tydeligt, om man har respekt for sine råvarer, har udnyttet alle ingredienser og har forstået at tænke kreativt, så råvarerne får liv på alle tænkelige måder.

Og så er der selvfølgelig et økonomisk perspektiv.

Branchen er, som mange ved, hårdt ramt, så en bæredygtig tilgang til gastronomi er selvfølgelig også at bedrive forretning så godt som overhovedet muligt.

Derfor har vi også ændret vores åbningstider til torsdag til mandag, da mange restauranter har lukket søndag og mandag, og vi måske på den måde kan fordele de færre, danske gæster mellem restauranterne,” siger Nicola.

Når Brace genåbner torsdag 11. juni Er åbningstiderne ændret til torsdag- mandag 17:30 – 00:00 (frokost fredag og lørdag fra 12:00 – 15:30 ved reservation).

Hvad: Restaurant Brace genåbner
Hvor: Teglgårdsstræde 8A, 1452 København
Du kan læse mere på www.restaurantbrace.dk

Del artikel

Andre læser også