Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Legendarisk pølsebod solgt: Sådan bliver Harry’s Place fremover

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

I oktober sidste år kunne vi her på MigogKbh fortælle, at legendariske Harry’s Place i Nordvest søgte en ny ejer.

Harry’s Place, der ligger på adressen Nordre Fasanvej 269, blev grundlagt i 1965 af Harry Löfvall, og senest har Jesper Frederiksen ejet stedet.

Han satte pølseboden med den kendte pølse Børge på menukortet til salg, og interessen viste sig at være stor.

“Det er vigtigt for mig, at den kører videre i Harrys og min ånd. Jeg skal helst kunne komme herind igen og spise og se kunderne i øjnene. For mig er det det ypperste at eje Harry’s Place. Det skal være den rigtige person, der overtager,“ sagde Jesper Frederiksen forud for salget.

Siden årsskiftet har Harry’s Place været under nyt ejerskab, og den nye ejer er Nele Kirstine Borring Vest.

Vil videreføre stedets stolte traditioner

Nele Vest stiftede event-bureauet Blond i 2010 og overtog i 2018 Is Pavillionen i Charlottenlund.

Sammen med sin ægtemand Rune Rousing Vest og et vennepar har Nele Vest nu købt Danmarks måske mest berømte pølsebod, Harry’s Place, der har ligget på Nørrebro i København siden 1965.

I en pressemeddelelse fortæller Nele Vest, at hun har været iværksætter fra barnsben:

“Jeg startede som 7-årig med at have en fast stand på Kolding kræmmermarked i weekenderne, hvilket gav mig nok 50-kronesedler til at kunne købe min egen hest. Den var hvid, men jeg malede den med sort skosværte, så den kunne ligne Pippi Langstrømpes hest.”

Om købet af Harry’s Place siger hun:

“Da muligheden opstod, fandt vi det spændende og attraktivt at være med til at videreføre stedets stolte traditioner, og sørge for en stabil drift, så gæsterne forsat kan få den del af dansk kultur, der serveres med ketchup, sennep og rå løg.”

Hjemmevant i en pølsevogn

Harry’s Place er kendt for kæmpepølsen “Børgen”, som Harry Löfvall oprindeligt udviklede til Københavns fængsler.

“Børgen” blev til, fordi de indsatte i fængslerne lidt for ofte blev uvenner over, hvem der fik mest, når alle skulle have halvanden pølse til måltiderne, og pølserne ikke var skåret lige over.

Når hver indsatte i stedet fik én stor “Børge”, var der ikke så meget at diskutere.

Med tiden fik “Børgen” selskab af både en frikadellesandwich og en flæskestegssandwich på menukortet i Nordvest-pølseboden.

At Nele, der som ung flyttede fra Vejle til København, nu skal til at arbejde med pølser og frikadeller, er ikke nyt.

“Jeg er vokset op på en gård, hvor mine bedsteforældre boede. Jeg fik mine første egne grise i fødselsdagsgave, da jeg fyldte syv år, og året efter var jeg med til at slagte dem. Mine bedsteforældre lavede al mad fra bunden, og pølsemaskinen i vasketøjsrummet kørte altid på højtryk,” fortæller hun.

Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Nele Vest er desuden hjemmevant i en pølsevogn.

“Min bedstefar hed Ole og var slagter. Sammen med min bedstemor havde han en slagterforretning og en pølsevogn, hvor jeg færdedes. Sidenhen blev de antikvitetshandlere, men de fortsatte dog med at slagte og sylte selv,”

Du kan fortsat få en Børge med krudt

Har man gennem årene været stamkunde hos Harry’s Place, har man nok været bekymret for, hvad der skulle blive af stedet efter salget.

Men der er ingen grund til bekymring, for det nye ejerskab kommer ikke til at betyde nye tider for Harry’s Place.

Det er planen, at stedet skal køre videre uforandret.

“Vi er meget opmærksomme på, at det er et ganske særligt sted vi har overtaget. Harry’s Place er et stykke dansk kulturhistorie, og det er noget, der skal bevares,” siger Nele Vest og fortsætter:

“Udover Børgen og krudtet, er det personalet og gæsterne, som gør stedet til noget helt specielt. Vores mål er at sikre, at de har lige så stor lyst til at få stillet sulten på Harry’s som altid, ellers har vi fejlet.”

Læs flere nyheder fra København her

Del artikel

Andre læser også