Filmfest i pyjamas: Kom til den ultimative Oscar-aften i kæmpebiograf

Du bestemmer selv, om du vil komme iført gallakjole eller pyjamas, når det ultimative Oscar-event for filmnørder finder sted i København.
Det er Skandinaviens største biograf, Imperial, der disker op med bobler og kage samt timevis af underholdning på det store lærred, når verdens mest prestigefyldte filmpris skal uddeles for 94. gang i Hollywood.
Datoen er 27. marts, og der er garanti for både spænding, glamour og filmnørderi.
Hep på danske filmmagere
Klokken 22 bydes der velkommen i biografen, og den den syvdobbelt Oscar-nominerede film “Belfast” vises i salen.
Herefter stilles der om til Dolby Theatre i Los Angeles, hvorfra showet sendes live hele natten.
I år er der flere chancer for Oscar-statuetter til danske filmmagere, for følgende film er blandt de nominerede:
- “Flugt” af Jonas Poher Rasmussen er nomineret i kategorierne Bedste Internationale Film, Bedste Dokumentar og Bedste Animerede Film.
- “On My Mind” af Martin Strange Hansen er nomineret i kategorien Bedste Kortfilm.
- Dan Laustsen er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Fotografering for sit arbejde på filmen “Nightmare Alley”.
- Den norsk-danske instruktør Joachim Trier er nomineret til en Oscar for “Verdens værste menneske” i kategorierne Bedste Originale Manuskript og Bedste Internationale Film.
Billetter til arrangementet koster 150 kroner og kan købes her.
Hvad: Oscar Night 2022
Hvor: Imperial, Ved Vesterport 4, København V
Hvornår: Søndag 27. marts 2022 kl. 22.00-05.20