Haps: Snart kan danske fodboldfans mæske sig i byens bedste kebab

I fredags kunne vi afsløre, at Wokshop ville gøre Gasoline Grill selskab i Parken på Østerbro.
Nu rykker en tredje madbod ind.
Det er Killer Kebab, der allerede har kebabrestauranter på Vesterbro og i Indre By.
Kebab og bold
Et nyt samarbejde med Killer Kebab går i luften på Nedre Sektion 12 til forårets første hjemmekamp mod AaB d. 26. februar.
Oplevelsen i Parken skal være endnu bedre.
Det gælder i høj grad også for madoplevelsen, hvor Parken som et led i deres ”Vi er København” strategi, ønsker at tilbyde det bedste, som byen har at byde på.
”Vi er meget glade for at byde velkommen til Killer Kebab, der er kåret til Københavns bedste kebab,” siger Jacob Lauesen, direktør i F.C. København og Parken.
“Det vidner om kvalitet, og det er endnu et led i vores arbejde med at opbygge en differentieret oplevelse i Parken, hvor man i langt højere grad kan spise og drikke det bedste, København har at byde på.”
“Vi har gjort det med stor succes med blandt andre Gasolin Grill, og nu ser vi frem til at gøre det samme med Killer Kebab.”