Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sommerguide til Sjælland og Møn: Gårdbutikker, glamping og gastronomi i Københavns baghave

Af Henrik Thierlein
Villa Huno. Foto: Richard Clark, PR
Villa Huno. Foto: Richard Clark, PR

Er du i selve København eller er på besøg i hovedstaden hen over sommeren, og har brug for noget frisk land- og havluft, så kommer her nogle gode idéer til udflugter og oplevelser i Vest- og Nordsjælland samt på Møn.

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til sine bedste steder inden for gastronomi, overnatning, en perle af et glasmuseum i nord, glamping i syd og en open air fotoudstilling lagt ude i skoven. Og så er flere køkkenchefer draget mod både nord og syd i sommerlandet, når bl.a. et tidligere sindssygehospital bliver indtaget.

Foto: PR, Geocenter Møns Klint

Møn: Glamping, smuk natur og kajaktur

Turen til en af Danmarks mest kendte øer tager under halvanden time fra rådhuspladsen i København.

Øen er kendt for Møns Klint. England har The White Cliffs of Dover – vi har dette fantastiske, hvide naturfænomen, hvor Geocenter Møns Klint fortæller om rejsen, som går 70 millioner år tilbage i tiden, hvor alt liv på jorden uddøde ved et altødelæggende meteornedslag, og udstillingen på underholdende måde viser, hvordan de gigantiske isgletsjere formede dette landskab.

Er du mere til en tur ud i den vilde natur, så er der orkidéjagt blandt de 10 vilde arter, der vokser her, og har du ikke ikke højdeskræk, så er der både klatre- og svævebane her. Er du mindre vovet, så er en vandretur under bøgetræerne i Klinteskoven også en mulighed.

Er du som jeg vild med vand, så oplev en kajaktur med Camp Møns Klint fra bl.a. Klintholm Havn til naturfænomenet. Et vue du sent vil glemme. Eller surf med det erfarne dansk-norsk-amerikanske ægtepar Patrick og Kesia Cohan fra Møn Surf, der har surfet i seks eksotiske lande før de faldt for… Møn. Er I en mindre gruppe, så book en guidet tur på Sejlkutteren Discovery og oplev UNESCO verdensarven fra vandsiden.

Møn Surf. Foto: Mads Tolstrup, PR

Nu er det tid til indkvartering og noget lokalt at spise og drikke i et unikt naturlandskab. Klintholm Gods har i rene naturmaterialer bygget Villa Huno – et skønt kompleks med otte hotellejligheder og restaurant med en vision om at bringe gæsterne tættere på naturen her ved Huno Sø. Fra i år er det også muligt at bo i 11 nye glampingtelte, og fra Københavns Admiral Hotel er køkkenchef Rasmus Møller Nielsen hentet til, for at finde det helt rigtige ”Klintholm-aftryk”, som Rasmus forklarede mig.

Det er et organisk køkken, hvor retterne med udgangspunkt i de grøntsager, der høstes i godsets grøntsagshaver eller skaffes via lokale ildsjæle, er i fokus. Kødet kommer fra lokalt øko Hereford kvæg, vildt fra Klintholms skove og lokalt lammekød. Ja selv øl og spiritus fra Møn er repræsenteret på kortet. Spis frokost eller middag inde eller ude i den smukke natur. Nærhed, lokalt og bæredygtigt. Jeg er kommet på landet.

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland. Foto: Peter Leschley, PR

Nordsjælland: Fotoudstilling i skoven og gode sager fra havet

Turen går nu mod Sjælland via den smukke gamle Dronning Alexandrines Bro ved Kalvehave – eller tag via dæmningen ved Bogø og via Farø Broerne med de karakteristiske næsten 100 meter høje diamantformerede tårne, nok mine favoritbroer i kongeriget. Vi kører en god bue uden om København for at komme op til Kongestjernen ved Store Dyrehave tæt på Hillerød, hvor vi skal opleve en fotoudstilling langt, langt ude i skoven.

De tre skove Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave og Hegn udgør det såkaldte Parforcejagtlandskab, som fortæller om Kong Christian d. 5.’s evne til at få et skovområde på 4.500 hektar gjort til et jagtlandskab, som i dag er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Fotoudstillingen i det fri her ved St. Dyrehave går frem til 31. juli og flytter fra 6. til 30. november til Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave, om du ikke når at se de 26 dronefotos taget af fotograf Peter Leschly her i sommer. De smukke kæmpe fotoplancher reflekterer over begreber som (konge-)magt, dannelse, ære, videnskab og natursyn dengang i 1670’ernes enevælde.

Hundested Havn. Foto: Nikolaj Danielsen, PR

Efter den kulturelle skovtur går rejsen op til den smukke lille havn i Hundested, hvor man på kun 25 minutter kan sejle den korte vej til Rørvig i Odsherred på Nordvestsjælland. Men før sejlturen er det tid til frokost på havnens nyeste etablissement en spytklat fra færgen, nemlig Restaurant Knud, som ligger i den gamle fiskeauktionsbygning med skøn hav- og havneudsigt.

Stemningen er uformel her i spisehuset, som har åbent hele året, og den lægger op til, at du selv sætter en sort vinyl på pladespilleren og smider et stykke brænde i kaminen, skulle vejret ikke helt arte sig. Jens, som ejer stedet, beskriver sit nye køkken som kystnært bistrokøkken.

Vi går efter stedets specialitet. Hummer. Ellers er smørrebrødslisten lang og plateau de fruits de mer frister med dansk fangst, før vi skal med færgen. Hundested-Rørvig Færgefart lægger til, og båden tøffer den korte vej mod Odsherred.

Restaurant Mota. Foto: Henrik Thierlein, PR

Nordvestsjælland: Glasmuseum, tang og et madtempel

Denne del af Sjælland er for mange ret ukendt, men et par udflugter de senere år har gjort mig nysgerrig på mere, og derfor går turen fra færgen nu ned til Anneberg Kulturpark et kæmpe område, som indtil for få år siden husede et sindssygehospital med 48 bygninger med fantastisk udsigt over Nykøbing Bugt og Isefjorden. I dag har stedet bl.a. skiftende udstillinger med kunsthåndværkere, så besøg de 35 arbejdende værksteder i Kunsterfløjens stueetage.

I parken er her i sommer ”7 Goals On My Mind” en skulpturpark, hvor 17 kunstnere formidler FNs verdensmål for bæredygtig udvikling gennem deres kunst. Området huser også et psykiatrisk museum, virksomheden Dansk Tang, der høster i havet omkring Odsherreds. Hold øje med tangfestivalen – en del af Geopark Festival.

Er du tørstig efter godt øl, så holder Deeper Roots Brewing til i en af bygningerne, men stedets gastronomiske fyrtårn står køkkenchef Claus Henriksen for. Claus er tidligere Michelin-køkkenchef for skønne Dragsholm Slot, som for øvrigt også ligger i Odsherreds natur.

Her på Anneberg har Claus udviklet ikke bare en fantastisk indrettet restaurant med det bedste i træarbejde, men også områdets madtempel med Restaurant Mota.

Maden er kompromisløs med lokale råvarer og ikke mindst en del vine og spiritus fra områdets gårde. Gastronomisk er jeg forført af den legesyge Claus, som her har skabt sit helt eget tempel.

Bygningen huser også en mindre formel café ved navn Atom, hvis du efter alt den kultur blot har brug for dagens ret i et nedlagt hospitalsteater og forsamlingshus.

Hempel Glasmuseum. Foto: Henrik Thierlein

Du skal heldigvis ikke køre langt for at sove, da af nabohusene, også kaldet Gæstehuset har 23 dobbeltværelser og otte enkeltværelser, alle nyindrettede og med en skøn udsigt til den omkringliggende Annebergpark.

Efter en god nattesøvn er det tid til at besøge naboen til parken, for her ligger min favorit, når det kommer til glaskunst i Danmark. Hempel Glasmuseum er ikke blot en gave fra grundlægger og skibsfarvefabrikant J. C. Hempel, men en gave til alle os, der holder af smukke glas. Museet har den samme flotte udsigt over Isefjorden og er i dag Nordeuropas største private glassamling.

Museet ligger på toppen af bakken ved fjorden og ligner allermest en kirke. I bunden af museet, med stor terrasse, ligger Anneberg Café & Restaurant. Hvad enten du skal spise frokost eller blot have noget koldt efter museumsbesøget, kan jeg varmt anbefale den lokale hvidtjørnesaft udtrukket af hvidtjørnblomster plukket på Odsherred. Besøg den nærliggende Sidinge Gårdbutik, for delikatesser inkl. saften.

Foto: Sidinge Gårdbutik, PR

Færgen kalder, og når du igen rammer Hundested med færgen fra Rørvig, så ligger Lynæs Strand få kilometer mod syd i retningen København. Før Færgeoverfarten Kulhuse–Sølager er det tid til en frokost hos chefkok Anika Madsen og team fra Meyers Fasangaarden i Frederiksberg Have, som i seks uger fra 29. juni til 7. august laver Taverna Pop Up i samarbejde med Lynæs Surfcenter. Delevenlige retter med friskfangede skaldyr og sommergrønt fra Lammefjorden er at finde på det lille kort. Så er det ombord på færgen, og sydover går det!

Sommerudflugterne er ved at være slut, og batterierne er ladt op her midt i den sjællandske og mønske natur tæt på hav, skov og strand. Og turen går for nogen mod København igen. Kun en til halvanden times kørsel fra hovedstadens hektiske liv.  

Hvad: Tips til udflugter med den bedste gastronomi, museer, udstillinger og overnatning
Hvor: Sjælland og Møn
Hvem: Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration
Hvordan: Læs mere om de tre områder på VisitSydsjælland/MønVisitNordsjælland og  VisitOdsherred

Del artikel

Andre læser også