Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sus ud af byen: Museum byder på krea, kunst og kager i efterårsferien

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

Trænger familien til en sjov udflugt fra byen i efterårsferien?

Så er det måske et af landets skønneste kunstmuseer, I skal besøge.

På Louisiana i Humlebæk, blot en halv times kørsel eller en hyggelig togtur fra København, er der mange ting at opleve lige nu, for også i år har de sørget for fede familieaktiviteter på museet.

Lav skulpturer og collager

Der er familieomvisninger i Alex Da Cortes farverige udstilling samt i den flotte skulpturpark, så ungerne kan lære om kunsten og lade sig inspirere til personlige krea-projekter, som de kan kaste sig ud i, når de besøger Louisianas Børnehus.

Inde i det skægge børnehus kan man deltage i værksteder med forskellige temaer.

Foto: PR, Louisiana

Man kan blandt andet lave en uro inspireret af den blå Big Bird, der lige nu sidder på museets terrasse, eller man kan få gode ideer ved at kigge på Alex Da Cortes værker og selv prøve at bygge bevægelige skulpturer, der leger med balancen.

Bruger man farvekridt og sin skøre fantasi, kan man finde på sin egen tegneserie, og med farverigt papir kan man lave flotte collager.

Med andre ord er der rig mulighed for at slippe den indre kunstner løs i hele efterårsferien.

Søde sager i caféen

Når familiens maver begynder at rumle, kan man søge mod Louisianas populære café.

Her kan man både spise frokost og aftensmad, men man kan også nøjes med blot at tage en lille pause med en rabarberbrus og lidt sødt til ganen.

Der er kager i montren hele dagen lang, men er I mere i humør til flødeboller, er der også råd for det.

I ægte efterårsferiestil er der selvfølgelig også varm kakao på menuen, og det er der nok mange børn, der vil sætte pris på.

Der er fri entré til museet for børn under 18 år, og entréprisen for voksne er 145 kroner.

Vær opmærksom på, at Louisiana lige som mange andre museer har lukket om mandagen.

Børnehuset er åbent tirsdag-søndag kl. 11.00-18.00, og værkstederne lukker kl. 17.30.

Læs mere om de aktuelle udstillinger og aktiviteterne i efterårsferien her.

Hvad: Værksteder og familieomvisninger
Hvor: Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk
Hvornår: Åbent tirsdag til søndag

Del artikel

Andre læser også