Samlede over 10.000 kroner ind: 9-årig blev en del af Danmarks Indsamling
Da Danmarks Indsamling rullede over skærmen lørdag d. 6. februar 2021 blev der samlet over 120 millioner kroner ind.
Ud af det store beløb kom lidt over 10.000 kroner fra 9-årige Lærke fra Ballerup, som gerne ville gøre en forskel for verdens børn.
Blev udløst af en reklame
9-årige Lærke fra Ballerup og hendes mor har forud for Danmarks Indsamling 2021 pantet flasker for over 10.000 kr.
Hele indsamlingen startede en sen aften, da fjernsynet kørte.
”Der kom en reklame for én af hjælpeorganisationerne, hvor man kunne se hvor skidt nogle børn har det, og det ramte virkelig Lærke. Hun spurgte, om der ikke var noget, vi kunne gøre, og så gik jeg i tænkeboks indtil næste morgen,” fortæller Lærkes mor, Rikke.
”Jeg foreslog hende, at vi begyndte at pante flasker, og det ville hun gerne være med til.”
Familien kunne dog ikke byde ind med så mange flasker selv, så Rikke startede en Facebook-gruppe, hvor de to tilbød at hende flasker hos venner og bekendte, som de så ville pante og donere hele beløbet til Danmarks Indsamling.
”Gruppen blev hurtigt større fordi venner inviterede deres venner, og vi har hentet flasker vidt omkring. Både i Herlev, Søborg, Skovlunde og folk er endda kommet med deres flasker hele vejen fra København,” fortæller Rikke.
Alle de mange flasker resulterede i, at Lærke og hendes mor var ved flaskeautomaten helt op til fem gange om ugen.
Vokset med opgaven
Udover at kunne prale af den store donation, så er Lærke også vokset med opgaven fortæller hendes mor, Rikke:
”Det var fedt at se hvordan Lærke begyndte at gå forrest, når vi var ude hos helt fremmede mennesker at hente flasker.”
Derudover var det også Lærke, der styrede deres Facebook-gruppe, skrev daglige opdateringer og holdte styr på regnskabet.
Lærke havde lavet et væddemål med far om hun kunne samle 5.000 kr. ind – og det må man sige hun kunne.
De nåede nemlig op på over 10.000 kr., og så havde Lærke vundet retten til at bestemme aftensmaden lørdag d. 6. februar, da det store TV-show fandt sted.
”Menuen stod på Lærkes livret fra Bones, og det smagte nok ekstra godt den aften,” slutter de to.
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram