Aften med udsigt: Nu kan du lære tango og spise tapas ved Skuespilhuset

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Tango på Ofelia Plads. Foto: PR.
Tango på Ofelia Plads. Foto: PR.

Er der mon en danseglad argentiner gemt i dig?

Det har du mulighed for at finde ud af nu, for hver lørdag til og med 24. august er der sydamerikansk stemning ved vandet i København.

Dansestudiet M2Tango og Restaurant Ofelia har nemlig besluttet at hylde tangoen i fællesskab, og det betyder, at du kan lære nye trin og give den gas på et af byens smukkest beliggende dansegulve under åben himmel.

Læs også: Gulvet er dit: Nu er der gratis sommerdans i Fælledparken

Gratis tango-undervisning

De argentinske aftener ved vandet begynder med en introduktion til tango kl. 18, hvor instruktører guider gulvets gæster gennem trinene.

Herefter vil en DJ fra kl. 19 til 22 spille op til dans, og gulvet er frit, så man kan vise, hvad man har lært.

Både garvede dansere og nysgerrige nybegyndere er velkomne, og det er gratis at danse med.

Læs også: Ny hemmelig roséterrasse: Her kan du drikke flasker til supermarkedspris

Tapas og grillaften

Er din indre argentiner ikke bare danseglad men også madglad, så er der heldigvis også råd for det, for Restaurant Ofelia disker op med tapas på terrassen.

Her kan man for 175 kr. per person mæske sig i et udvalg af charcuteri, ost, pesto, nødder og brød, og der kan købes cocktails til at skylle efter med.

På sæsonens sidste tango-aften lørdag 24. august fyres der op under kullene og inviteres til argentinsk grillaften i stedet for tapas. Her koster det 225 kr. per person at spise med.

Du kan købe billetter til de argentinske aftener her.

Hvad: Tango og tapas
Hvor: Terrassen ved Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, København K
Hvornår: Hver lørdag til og med 24. august 2019. Undervisningen begynder kl. 18.

Læs også: Genialt koncept: Ny mejeri-butik i København laver Aperol Spritz-is