Brød og bagværk: Nyt surdejsbageri er åbnet på Frederiksberg
Københavnerne kan ikke få nok af surdej.
Og det er heldigt, for nu er der åbnet endnu et lækkert surdejsbageri på Peter Bangs Vej.
Bageriet er åbnet af to unge gutter med en stor forkærlighed for nordiske traditioner.
Brød, croissanter og sødt bagværk
Ard Bakery åbnede på Peter Bangs Vej 95 for et par uger siden, og bag bageriet står det unge vennepar Simon Lund Clemmensen og Martin Brandt Sandgreen.
Lokalerne på Peter Bangs Vej har tidligere huset Renard Bageri, men nu er der altså flyttet nye ildsjæle ind.
“Vores fokus ligger på fantastisk håndværk med materialer af høj kvalitet baseret på de nordiske traditioner, men med plads til nyfortolkning og friske ideer,” skriver Simon og Martin selv på deres hjemmeside.
På hylderne finder man bl.a. store surdejsbrød og flotte croissanter men også lidt til den søde tand.
I hverdagene åbner det nye bageri allerede kl. 6 og i weekenden strækker de den til kl. 17. Her er åbent alle ugens dage.
Hvad: Ard Bakery
Hvor: Peter Bangs Vej 95, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Åbningstider er hverdage kl. 6-17 og weekend og helligdage kl. 7-17