Weekendguide: God underholdning med både Harry Potter og frisk luft

Så blev det sørme weekend igen.
Mange har vinterferie denne uge, og fik du ikke læst vores store vinterferieguide til hele familien, så finder du den lige her.
Mangler du stadig lidt gode ideer til weekenden, så har vi naturligvis tænkt på dig.

Gratis Harry Potter-eventyr på Nørrebro
Hvis du er vild med Harry Potter, er her et godt bud på en aktivitet, der helt sikkert vil få smil frem på læberne hos hele familien.
I efteråret 2020 bød Nørrebro Bibliotek på en digital gåtur med Harry Potter-tema, og nu er aktiviteten tilbage.
Der er tale om en quiz, som foregår via appen Woop og leder deltagerne på en tre kilometer lang gåtur rundt på Nørrebro.
Undervejs skal man forbi 24 poster med Harry Potter-relaterede spørgsmål, som man skal svare på.
Harry Potter-quizzen egner sig for hele familien, og alle spørgsmålene har tre valgmuligheder, så man kan gætte, hvis man ikke lige kan huske det rigtige svar.
Spørgsmålene handler mest om de første fire bøger/film i Harry Potter-universet, så det er en fordel at have kendskab til dem.
Hvor: Start ved Nørrebro Bibliotek
Hvordan: Download appen ”Woop” i App Store eller Google Play

Online koncerter fra Københavns nye musikhus
Planen var oprindeligt, at det nye Musikhuset København skulle indvies med en festival med masser af kammermusik, men det har corona-situationen sat en stopper for.
I stedet forbereder man nu en online åbnings-event, hvor det bliver muligt at se og lytte med hjemmefra ganske gratis.
Fredag 19. februar kan du således tune ind på Musikhuset Københavns Facebook-side, hvor hele tre koncerter live-streames i løbet af aftenen. Det hele live-transmitteres desuden i radioen på P2.
Det er ensemblerne Halvcirkel, Den Danske Strygekvartet og Mames Babegenush, der spiller, og skuespiller og operasanger Joachim Knop er aftenens vært.
Koncerterne begynder kl. 19.15.
Gåtur på Kastellet
Det blev oprindeligt bygget som en del af Københavns volde af Christian IV tilbage i 1600-tallet, men i dag bruges Kastellet af københavnerne til alt fra skattejagter til spadsere- og løbeture.
Området fungerer stadig som militær kaserne og er en travl arbejdsplads for mange mennesker, men nysgerrige københavnere og turister er alligevel velkomne.
Find fiskestangen frem eller tag børnene med på skattejagt.
Kastellet har skabt en skattejagt, som bringer deltagerne rundt på Kastellet, hvor der skal findes ledetråde og løses opgaver og gåder ved at samarbejde. Og så skal man finde ud af, om der er en forræder i gruppen.
Skattejagten tager mellem halvanden og to timer at gennemføre og egner sig for voksne og større børn
Prisen er 200 kroner per person, og man kan være fire til otte personer, der deltager sammen. På grund af de gældende corona-restriktioner kan man dog i øjeblikket kun være fem deltagere i en gruppe.

Bliv sushikok for en dag
Mange af os elsker sushi, men har du også selv prøvet at lave det?
De lækre ruller ser jo ikke så komplicerede ud, men det kræver faktisk en smule teknisk snilde og lidt træning – til gengæld er det super sjov underholdning med både familie, venner eller din kæreste.
Hos Sushi2500 kan I let bestille et sushi-kit med både fisk, ris og alt der ellers behøves for at lave (næsten) lige så flotte ruller, som dem deres egne kokke selv kreerer.
Hvor: Få det leveret eller afhent hos en af Sushi2500s seks butikker: Toftegårds Allé 29, 2500 Valby, Skolegade 19, 2500 Valby, Smallegade 20a, 2000 Frederiksberg, Jernbanegade 32a, 4000 Roskilde, Trekroner Centervej 75, 4000 Roskilde og Søborg Hovedgade 8, 2870 Dyssegård
Hvornår: Særpris i vinterferieugerne 7 og 8. Tilbuddet gælder mandag-søndag
Hvor meget: 349 kr. for det lille sæt (velegnet til to personer og et barn) og 599 kr. for det store sæt (velegnet til 4 personer) kun med MigogKbh. Sushi-kittet skal bestilles minimum en dag i forvejen
Hvordan: Læs mere om Sushi2500 og bestil lige her

Tag på en dagsudflugt ud ad byen
Mangler du inspiration til ture ud af byen, så klarer vi også den.
Eller det hjælper Mr. Copenhagen os med.
Han har nemlig sammensat en guide med hyggelige udflugter til Vest, Nord- og Sydsjælland samt Møn.
Find den lige her.

De sidste fastelavnsboller
Tro om igen hvis du troede det var slut med fastelavnsboller.
Enkelte steder sælger dem nemlig lidt endnu.
Tag på den sidste fastelavnsbolle-jagt og find et par af de søde sager lige her.
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram