Dobbelt rekord i København: Disse lejligheder er de dyreste nogensinde

Sidste år viste sig at være rekordernes år med både en villa- og en ejerlejlighedshandel, der hver især tog pladsen som de dyreste salg nogensinde foretaget i Danmark.
Men mens hushandlerne i år ikke kunne følge med højdespringeren på 150 millioner fra 2020, skulle vi kun halvvejs gennem året, før lejlighedsmarkedet havde overgået sin egen rekord fra i fjor.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Det var en salgspris på 29 millioner kroner, som en lejlighed i Nordhavn sidste år blev handlet for, der skulle overgås i år for at indtage pladsen som den dyrest solgte ejerlejlighed i Danmark nogensinde
Og det blev den – endda hele to gange.*
Årets dyreste lejlighedshandler
Årets tre dyreste lejligheder ligger alle centralt placeret i hovedstaden – nemlig i København K.
Sankt Annæ Plads 9, København K
32,5 millioner kroner
Efter bare at have været udbudt til salg på det offentlige marked i godt en uge, blev lejligheden her på Sankt Annæ Plads – ganske tæt på Amalienborg i København – solgt for en pris, der trods et afslag på 450.000 kroner, gjorde adressen til den dyreste ejerlejlighed, der nogensinde er solgt i Danmark.
Lejligheden breder sig over 319 kvadratmeter og ti værelser.
Strandgade 87D, København K
30 millioner kroner
Lige for enden af Nyhavn – på den anden side af vandet – ligger et yderst attraktivt, nybygget boligområde, der gang på gang snupper prisrekorder – og denne handel er ingen undtagelse.
Den 238 kvadratmeter store ejerlejlighed nåede nemlig lige akkurat at kunne kalde sig Danmarks dyreste i et par måneder, men slutter altså året af, som landets samlet set næstdyrest handlede ejerlejlighed nogensinde. Lejligheden blev solgt udenom det offentlige marked.
Åbenrå 31, København K
27,75 millioner kroner
2021 startede lovende ud med en lejlighedshandel til hele 27,75 millioner kroner. Det var da en ejerlejlighed på hele 357 kvadratmeter fordelt på seks værelser skiftede hænder tilbage i februar måned.
Adressen har mange år på bagen, ejendommen er nemlig ifølge Boliga.dks oplysninger bygget i 1730 – og så ligger den nærmest så centralt, som man kommer i København; midt mellem Rosenborg Slot i Kongens Have og Rundetårn.
*Boliga.dk har medtaget alle tinglyste salg af ejerlejligheder pr. 10.december 2021 i opgørelsen. Der er kun medtaget handler, som Boliga har kunnet verificere.