Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Københavns dyreste: Frederiksberg Kommune udbyder pragtvilla for stort millionbeløb

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Lilienhoff
Foto: Lilienhoff

Frederiksberg i København er et af landets allerdyreste områder, når det gælder de salgpriser, som boligkvadratmeterne i bydelen i gennemsnit kan inddrive.

Det er da også her på Lindevej, at man finder Københavns dyreste villa – den tredje dyreste på landsplan – som netop er kommet på markedet for hele 49 millioner kroner.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Sælgeren bag er intet mindre end kommunen, hvor den mere 500 kvadratmeter store herskabelige villa ligger: Frederiksberg.  Det betyder også, at det ikke er en helt almindelig handel.

Det næsten 150 år gamle hus, som tidligere har fungeret som et botilbud for voksne med autisme, er nemlig til salg i et såkaldt offentligt udbud med en vejledende mindstepris, som altså ligger på 49.000.000 kroner.

For det store millionbeløb eller højere – som vil placere salget helt i toppen af årets største handler – kan nye ejere rykke ind i  villaen med hele 11 værelser, der blandt andet byder på en overdådig hall og en vinterstue.

Altsammen med et væld af herskabelige detaljer som marmorsøjler, høje paneler, udsmykkede lofter og vægge. Det oplyser liebhavermæglerfirmaet Lilienhoff, der varetager salget for kommunen.

Pris over gennemsnittet

Mindsteprisen på 49 millioner kroner er fastsat ud fra tre uafhængige mæglervurderinger, oplyser Frederiksberg Kommune i en mail til Boliga.dk.

Det betyder, at hvis det er dig, der skal overtage nøglerne til den imposante bolig, som ligger på en sidegade til Gammel Kongevej, så skal du mindst af med lige knap 93.700 kroner for hver kvadratmeter.

En kvadratmeterpris, der ligger noget over prisniveauet for kommunen, hvor de i alt 40 handlede villaer på Frederiksberg i 2020 i gennemsnit blev solgt for en kontantpris på 11,3 milioner kroner eller 62.460 pr. kvadratmeter – syv af handlerne gik endda igennem for beløb over udbudsprisen.  

Er man interesseret i ejendommen, skal man altså byde på den, men den bliver kun solgt, hvis der kommer bud på eller højere end mindsteprisen, inden fristen udløber den 16. juni.

Lykkes det ikke kommunen at få solgt hovedstadens p.t. dyrest udbudte hus, kan Frederiksberg udbyde ejendommen igen – muligvis til en anden pris.

Det dyreste hus, der sidste år blev solgt i hovedstaden, var et rækkehus på 363 kvadratmeter på Holmen, der blev solgt for 35 millioner kroner, mens Frederiksbergs tophandel sidste år indbragte sælgerne 26,1 millioner kroner, da en 312 kvadratmeter stor villa – ligeledes på Lindevej – fik nye ejere.

Se den dyre pragtvilla her

Del artikel

Andre læser også