Gratis adgang: Lysende kunstudstilling popper op i grønne områder

Om ganske kort tid kan vi fejre, at det er forårsjævndøgn i Danmark.
Og hvad er det så lige, at forårsjævndøgn er? Og hvorfor skal det fejres?
Der er tale om forårsjævndøgn, når Solen står lodret over Jordens ækvator, hvilket betyder, at dag og nat er lige lange.
Det er værd at fejre, da det er et tydeligt tegn på, at vi går foråret imøde, og at sol, varme og ikke mindst sommer nærmer sig med hastige skridt.
På Frederiksberg fejres forårsjævndøgn i denne uge med en særlig udstilling.

Tre lysinstallationer
I området mellem Frederiksberg Rådhus og Frederik VI’s Allé har Kaleidoskop Light Culture Agency og Frederiksberg Kommune skabt udstillingen NOX, som består af tre lysinstallationer.
På strækningen fandt man oprindeligt små nyttehaver fra amagerbøndernes tid, men i dag løber et rekreativt strøg paralallet med Allegade.
Fra 18. til 20. marts tændes den lysende udstilling i tidsrummet kl. 18.00-22.00, og her kan man så gå på opdagelse i mørket.
NOX sætter fokus på lysets rolle i vores moderne liv, og det er ganske gratis at opleve den.
Hvad: NOX
Hvor: Området mellem Frederiksberg Rådhus og Frederik VI’s Allé
Hvornår: 18.-20. marts 2022 kl. 18-22