Så er det nu: Hotel d’Angleterre åbner for reservationer til vild luksus-brunch

På Kongens Nytorv troner en af Københavns mest luksuriøse bygninger, Hotel d’Angleterre.
Alle københavnere kender hotellet, og blandt velhavende turister er det en favorit.
Men vidste du, at Hotel d’Angleterre ikke bare huser en Michelin-restaurant og eksklusive værelser, men også er stedet, hvor du finder Københavns mest luksuriøse brunch?
Det har i årevis været nærmest umuligt at få bord til den eftertragtede søndagsbrunch, og man skal være klar på det helt rigtige tidspunkt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at få billetter til det overdådige måltid.
Men nu har du chancen!
Her skal du sidde klar
Hotel d’Angleterre har meldt ud, at de åbner for reservationer til næste omgang søndagsbrunch på restaurant Marchal mandag 16. januar klokken 10.
Billetter til den eksklusive brunch i årets første kvartal er allerede udsolgt, så det er reservationer til andet kvartal, der åbnes for nu.
Brunchen serveres søndage fra klokken 12 til 15, og den er niveauer over den klassiske cafébrunch med røræg, cocktailpølser og skyr med sirup.
Er man en af de heldige, der får billet til at spise den kombinerede morgenmad og frokost på luksushotellet, får man serveret blandt andet østers, amerikanske pandekager med ahornsirup samt røræg med økologisk bacon, og det hele skylles selvfølgelig ned med champagne.
Noget af maden serveres ved bordet, mens andet skal hentes i Michelin-restaurantens overdådige buffet.
Prisen er 745 kroner per person, og du kan læse mere og købe billetter her. Men altså først fra 16. januar klokken 10.
Hvad: Søndagsbrunch på Hotel d’Angleterre
Hvor: Marchal, Kongens Nytorv 34, København K
Hvornår: Søndage kl. 12-15