Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

I sidste øjeblik: Klar den sidste juleshopping i Nordhavn

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: The Aiayu Market, PR
Foto: The Aiayu Market, PR

Har du endnu ikke fundet årets overraskelse til kæresten?

Eller mangler du stadig at købe gaven til svigerfar?

Fortvivl ej!

Der er hjælp at hente i Københavns blomstrende bydel Nordhavn, hvor nye og spændende butikker er skudt op i Århusgadekvarteret og byder på gode gaveidéer på stribe.

Her får du tips til gode butikker, hvor du kan købe de sidste julegaver. Og måske også årets mandelgave.

Foto: Pas Normal, PR

Til cykelentusiasten

I det, der kaldes Den Røde By i Nordhavn, slog Pas Normal døren op tidligere i år.

Kender du en cykelentusiast, er det uden tvivl her, du skal kigge indenfor, når du skal købe det, der skal lægges under juletræet.

Pas Normal har nemlig alt det udstyr, en stilbevidst cykelrytter kan drømme om – lige fra kasketter og handsker til shorts, base layers og vanddunke.

Der er grej til både mænd og kvinder, og alt er ikke blot i lækker kvalitet, men også i tidens cool farver.

Faktisk kan man hos Pas Normal også finde gaver til folk, der ikke nødvendigvis tilbringer hver weekend på racercyklen, for butikken har også et udvalg af fritidstøj.

Hvad: Pas Normal Studios
Hvor: Århusgade 126, Nordhavn

Foto: The Aiayu Market, PR

Med sans for kvalitet

Populære Aiayu er også at finde i Nordhavn, hvor det lækre brand har åbnet butikken The Aiayu Market, der forhandler kollektionsprøver og produkter fra tidligere kollektioner.

Butikken er et godt bud på, hvor du skal finde gaven til kvinden med sans for æstetik og gode materialer, uden at blive ruineret.

Nøgleordet her er bæredygtighed, farverne er afdæmpede, og der er stort fokus på de materialer, som tøjet bliver til af.

Hvad: The Aiayu Market
Hvor: Århusgade 145, Nordhavn

Foto: The Audo, PR

Hotel og designshop i ét

Smukke The Audo er mange ting på en gang. Både hotel, café, restaurant og ikke mindst designbutik.

Skal du forkæle en, der fortjener kunst til væggen eller andet pænt til hjemmet, kan du finde det her.

Lige som hos The Aiayu Market er der her tale om et særdeles stilfuldt univers, og her i den lille designshop er alt til salg, så du kan blandt andet komme herfra med skulpturer og magasiner, men også noget smukt til garderoben.

Hvad: The Audo
Hvor: Århusgade 130, Nordhavn

For læsehestene og de små

Nordhavn er også hjemsted for en skøn, lille boghandel.

Og hvem elsker ikke at få godt læsestof i julegave?

Liljen & Fuglen har både nordisk litteratur, filosofi, skønlitteratur, vigtige samfundsemner og klassikere på hylderne, så der er noget for enhver læsehest – og endda også noget for børnene.

Butikken er nemlig ikke blot en boghandel, idet du også kan købe legetøj, papirvarer og sjove småting til dem, du skal give gaver i julen.

Liljen & Fuglen er derfor også et oplagt sted at finde årets mandelgave.

Hvad: Liljen & Fuglen
Hvor: Århusgade 151, Nordhavn

Foto: Centralen, PR

Perfekt til mandelgaven

Mandelgaven kan også købes lidt længere henne ad Århusgade, hvor Centralen ligger.

Centralen er Nordhavns lokale vinkøbmand, som Husted Vin står bag, og her er det ikke svært at finde noget, der vil glæde de fleste.

Forretningen, der også er vinbar, er fuld af gode flasker med både konventionel, økologisk og orange vin af egen import fra steder som Østeuropa, Italien, Frankrig og USA.

Er du ikke selv vinekspert, kan Centralens kyndige vinkendere helt sikkert guide dig til at finde de rette dråber til julen.

Hvad: Centralen
Hvor: Århusgade 159, Nordhavn

Del artikel

Andre læser også