Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Køb Jaguaren, Bryggen og et solcenter: Nyt brætspil er en kærlig hyldest til Amager

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Nu kan du dyste mod vennerne i
Nu kan du dyste mod vennerne i "Slaget om Amager". Foto: PR

For et år siden kunne vi her på MigogKbh fortælle om et nyt brætspil, der med inspiration fra spilklassikere som “Matador” hyldede Nørrebro.

Spillet hed “Slaget om Nørrebro” og blev udsolgt på blot fem dage efter lanceringen.

Nu ser et nyt brætspil dagens lys, og det  er en kærlig hyldest til endnu en københavnsk bydel – nemlig Amager.

Lige som “Slaget om Nørrebro” er det spilskaberen Sune Frandsen, der står bag “Slaget om Amager”, og han kender øen særdeles godt.

Akademikere og hårde bananer

Sune Frandsen har boet i København i mange år, og siden han skabte spillet om Nørrebro, har han fået mange henvendelser fra amagerkanere, der godt kunne tænke sig et tilsvarende brætspil med Amager i fokus.

Han har derfor haft gang i samtalerne med en masse amagerkanere for at lave brætspillet så sjovt og med så mange velkendte steder og situationer som muligt.

“Jeg har virkelig fået mange henvendelser, om der ikke snart skulle laves et ‘Slaget om Amager’ fra familie, venner og folk fra ‘ønskeøen’,” fortæller Sune Frandsen til MigogKbh og fortsætter:

“Så jeg har været ude og lytte på vandrørene om, hvad amagerkanerne selv vil have med i et spil. Det blev hurtigt klart for mig, at det ikke skulle blive tørt og alt for pænt, og at spillet godt måtte have lidt kant, da det selvfølgelig er Ama’r, og Ama’r er jo lidt af en gadedreng.”

Sune Frandsen har udviklet spillet “Slaget om Amager”. Foto: PR

“Jeg har selv færdedes meget på øen, helt tilbage til 90’erne, og Amager har for mig altid haft en lidt friere stemning, mere snakkesalighed og largeness end i store dele af København – på samme tid har der også været de lidt hårdere bananer med kamphunde, der selfølgelig også skulle med,” griner Sune Frandsen og tilføjer:

“Og så er der de nytilkomne, akademiske typer, som er ved at indtage øen i dyre villaer nær Strandparken, så det giver et sjovt clash, der selvfølgelig skal med i spillet.”

Træk et skæbnekort

I “Slaget om Amager” rykker deltagerne rundt på spillepladen og kan undervejs købe lokationer som Dragør Havn, Kongelunden og Amager Strandpark samt legendariske Amager-steder som værtshuset Jaguaren og et klassisk solcenter.

Og så kan man lande på et felt, der betyder, at man skal trække et såkaldt skæbnekort.

Her ved deltagerne ikke, om det er uheld eller held, der rammer dem, men man kan eksempelvis få at vide, at man skal betale for ny maling, da man har malet sit hus i Dragør i den forkerte gule nuance.

Først kom “Slaget om Nørrebro, og nu kommer “Slaget om Amager”. Foto: PR

Man kan også trække et kort med beskeden om, at man har gået hele Amarminoen, og pludselig er der langt til nærmeste toilet, så man må betale 4.000 kroner i erstatning til sin medspiller for at have gødet vedkommendes grund.

Som et strategisk element kan brætspillets deltagere desuden udføre missioner som enten ama’rkaner, rocker eller rig akademiker, hvilket har til formål at sørge for, at spillet ikke trækker i langdrag.

Du kan også skyde genvej tværs over Amager Fælled eller dyste i at bygge papirfly, når du lander på Flyvergrillen.

Få fingrene i spillet

Du skal nok være hurtig på tasterne, hvis du gerne vil spille “Slaget om Amager” med vennerne eller lægge et eksemplar under juletræet til en spilleglad amagerkaner.

Som nævnt blev “Slaget om Nørrebro” udsolgt lynhurtigt efter lanceringen, og “Slaget om Amager” fås kun i et begrænset antal.

Prisen for brætspillet er 399 kroner.

“Slaget om Nørrebro” er nu kommet i tredje oplag og kan købes igen, og Sune Frandsen har desuden skabt spillene “Slaget om Svendborg”, “Slaget om Nakskov” samt “Slaget om Dahlgårds Tivoli”.

Du kan læse mere om “Slaget om Amager” og købe det på slagetom.dk.

Hvad: “Slaget om Amager”
Hvornår: Er netop udkommet
Hvordan: Bestil spillet her

Del artikel

Andre læser også