Dans i verdensklasse: København får en ny stor dansefestival
Hvis du er glad for dans, kan du godt begynde at se frem til efteråret.
København får en ny dansefestival, som kommer til at præsentere dans i verdensklasse.
Navnet på festivalen er København Danser, og hjernerne bag er den tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet og nuværende solodanser ved San Francisco Ballet, Ulrik Birkkjær, og den erfarne teatermand Thomas Mieth, der i mange år har været tilknyttet Den Kongelige Ballet.
”Vores mission er at give danskerne mulighed for at opleve moderne dans og ballet på højeste internationale niveau, når vi sammen skal nyde de bedste dansekompagnier i verden på københavnske scener,” fortæller Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth i en pressemeddelelse.
Vil udfordre og forbløffe dig
Planen er, at København Dansers program skal afspejle aktuelle problemstillinger og debatter, som optager den verden, vi lever i, og arrangørerne vil derfor udvælge værker, som både udfordrer, udforsker og forbløffer publikum.
I år kommer festivalen til at dreje sig om ligestilling mellem kønnene og større diversitet, hvilket betyder, at en mangfoldig gruppe af dansere vil kunne opleves på scenen.
Danserne skal uden ord formidle store følelser og tanker, der sætter gang i refleksion og tanker hos publikum.
Både for unge og ældre
“Hvert år vil København Danser præsentere et bredt, vedkommende og sammensat program, som henvender sig til både unge og ældre, det erfarne og uerfarne publikum. Vi tror på, at danskerne efter et kultur- og rejsefattigt år er sultne efter igen at blive berørt og bevæget af de store sceneoplevelser,” fortæller arrangørerne.
Til efteråret vil man blandt andet kunne opleve 11 solodansere fra San Francisco Ballet samt et af verdens bedste moderne kompagnier, som præsenterer publikum for det eksperimenterende trinsprog gaga, på Østre Gasværk.
Læs mere og køb billetter på kbhdanser.dk.