For første gang nogensinde: Nu kan du komme på Aperol-sejltur i Københavns havn

Drinken er i årevis blevet indtaget på fortovscaféer og afterski-barer i Italien.
De seneste år er Aperol Spritz også blevet fast inventar på de københavnske drinkskort, og københavnerne slubrer den i sig med stort velbehag.
Kan du ikke få nok af den orange aperitif, kan du glæde dig over, at et nyt koncept netop har indtaget Københavns havn.
Det er nemlig tid til at byde velkommen til Aperol-sejlturen.
Som et stensikkert sommerhit stævner en tømmerflådelignende Aperol-båd nu ud på kanalerne, og du og dine venner er inviteret med ombord.
Ekslusiv kanalrundfart
Konceptet hedder Spritz & Sail, for det er ganske enkelt, hvad oplevelsen går ud på.

Båden kan hyres til private ture, og der er plads til op til 12 gæster, så det er altså nu, du skal invitere vennerne med til søs.
Her er tale om en eksklusiv kanalrundfart med luksuriøst interiør, hvor man kan sidde og nyde udsigten til skønne København, mens man skåler med venner.
Du og dine venner bestemmer selv, hvor turen skal begynde, hvordan ruten skal se ud, og hvor I skal sættes af, når turen er slut.
I kan vælge mellem syv af- og påstigningssteder i byen.
Med på turen får I godt med drikkevarer, og der er selvfølgelig både Aperol, prosecco, danskvand, isterninger og appelsiner i skiver, så I kan blande perfekte Aperol Spritz.
Det får I med på turen
Sejlturen varer halvanden time og koster 2995 kr., og der kan bookes lige her.
Med i prisen er følgende:
- 1,5 times sejlads for op til 12 personer
- Privat kaptajn, der tager jer rundt i Københavns små kanaler.
- 3 flasker Aperol 70cl
- 4 flasker premium Cinzano prosecco 75cl
- Danskvand
- Appelsin i skiver
- Isterninger
- Snacks by Cortsen
Vær opmærksom på, at egne mad- og drikkevarer ikke må medbringes på turen, og man skal være fyldt 18 år for at booke og sejle med.
Spritz & Sail sejler i perioden 17. maj til 9. august i tidsrummet klokken 12.00 til 20.00.
Hvad: Spritz & Sail
Hvor: Københavns kanaler. Vælg selv start- og slutsted.
Hvornår: 17. maj til 9. august 2023