Gang i garnet: Nu får Østerbro sin helt egen strikkefestival

Har du lige kastet dig ud i at lære at strikke?
Eller er du en garvet garnmester, der år efter år forærer familien hjemmestrikkede sokker og sweatre i julegave?
Lige meget, hvilken af de to ting, du kan svare ja til, er der god grund til at gribe strikketøjet og læse videre her.
Østerbro får nemlig sin egen strikkefestival, og alle, som er glade for garn og strik, er inviteret.
Fra foredrag til filtning
Festivalen løber af stablen 20. til 22. maj 2022, og den byder på en række strikke-events for såvel nybegyndere som eksperter.
Der vil blandt andet være arrangementer med workshops, foredrag, musik, strik, hækling og filtning, og du kan endda kombinere det hyggelige håndarbejde med øl og bobler.
Det er Østerbro Bibliotekerne, der står bag festivalen, og strikke-arrangementerne foregår flere forskellige steder i bydelen.
Se mere om Østerbro Strikkefestival på Facebook.
Hvad: Østerbro Strikkefestival
Hvor: Flere steder på Østerbro
Hvornår: 20. til 22. maj 2022